’The Symphatizer’: Det bliver helt bizart, når Robert Downey Jr. træder ind i fire roller i mesterinstruktørs spionserie
Hvorfor sidder den unavngivne hovedperson i ’The Sympathizer’ ved seriens start i en vietnamesisk fangelejr, når han påstår at have været spion for selv samme kommunistiske part under Vietnamkrigen?
Hvorfor dukker Robert Downey Jr. op som fire amerikanske karakterer, den ene mere outreret og karikeret end den anden?
Miniserien over Viet Thanh Nguyens Pulitzer-vindende roman om en nordvietnamesisk spions oplevelser i den sydvietnamesiske hær nær krigens slutning – og senere blandt vietnamesiske flygtninge i deres nye ’moderland’ USA i slutningen af 1970’erne – er fyldt med den slags fortællemæssige tåger af tilbageholdt information og tomme pladser.
Få nulevende instruktører nyder at kaste os forblindet rundt i en labyrint af tvetydige karakterer, gruopvækkende twists og ikke mindst Hitchcock’sk suspense som den sydkoreanske auteur Park Chan-Wook (’Oldboy’, ’The Handmaiden’). Park har ikke blot instrueret tre af de syv afsnit, han agerer også showrunner sammen med manuskriptforfatteren Don McKellar, som har flere intelligente og eksperimenterende film på sit cv, blandt andet ’Thirty Two Short Films About Glenn Gould’.
I ’The Sympathizer’ er det dog ikke en labyrint, men en fortællers splittede og muligvis ikke alt for pålidelige sind, vi drives rundt af.
»A spy, a sleeper, a spook. A man with two faces. Cursed to see the issue from both sides«, fortæller hovedpersonen (Hoa Xuande) med den halv-franske, halv-vietnamesiske baggrund indledningsvist i historiens rammelag, som foregår mellem ham og en kildekritisk og politisk biased afhører i en vietnamesisk fangelejr.
Herfra sendes vi tilbage til det daværende Saigon anno 1975 kort før amerikanernes kapitulation og krigens slutning. Det ene øjeblik befinder vi os med hovedpersonen ved en torturscene på en nordvietnamesisk kvinde i en biografsal, det næste øjeblik er vi hoppet 48 timer tilbage i tiden, og pludselig spoler vi to måneder frem til bombardementet af Saigon.
Parks hyperlækre stil indfanger tidsånden, og hans karakteristiske zooms og legende overgange er intakte, men instruktørens hypnotiske fremdrift er her erstattet af konstante spring i tid og en kæk voice over-båren fortællerytme. Som om Park til lejligheden forsøger at inkorporere et showy amerikansk filmperspektiv á la Martin Scorsese.
Vi når at møde hovedpersonens barndomsvenner Bon (Fred Nguyen) og Man (Duy Nguyễn), der befinder sig på hver deres ideologiske side, den idiotisk farlige general for det sydvietnamesiske militær (Toan Le) og CIA-agenten Claude (Robert Downey Jr.), som intetanende har oplært vores hovedperson.
Før vi ved af det, er vi med hovedpersonen, Bon, generalen og resten af de eksilerede vietnamesere i Los Angeles. Her fortsætter han sin kommunistiske muldvarpetilværelse som assistent og rådgiver for den fortsat patetiske, men storplottende general, samtidig med at han rapporterer hjem til Man gennem kodefyldte breve.
Park Chan-Wook har før vist, han kan den kølige spionthriller til fingerspidserne i den kriminelt oversete John le Carré-serie ’The Little Drummer Girl’ med Florence Pugh. Den intensitet og psykologiske dybde, man kender fra den klassiske spionthrillers høg-over-høg-struktur, forekommer dog lettere løst behandlet i ’The Sympathizer’.
Hændelser kommer og går ofte i tilfældige sekvenser. I et helt afsnit ser vi pludselig hovedpersonen som konsulent på optagelserne af en ’Platoon’-lignende krigsfilm. Tonalt kommer vi også (lidt for) godt omkring. Gennemgående er den på alle måder ambitiøse serie indhyllet i en sorthumoristisk og surreel sfære, når det da ikke lige styres imod det decideret bizarre, hver gang Robert Downey Jr. træder tilfældigt ind fra siden.
Rollerne som CIA-agent, etnocentrisk universitetsforsker, stokkonservativ politiker og krukket Dreyer-belærende filminstruktør tager den tidligere Mr. Iron Man og nu også Oscar-vindende skuespiller all out i overspil og tegneserieagtig makeup eller bevidst »full retard«, som hans metodeskuespillende karakter Kirk Lazarus fra ’Tropic Thunder’ ville have kaldt det.
Downey Jr.s gestaltninger lander et sted mellem selvsamme Lazarus, Peter Sellers i ’Dr. Strangelove’ og Jim Carrey i ’Lemony Snicket’.
Downey Jr.s groteske fremtoning bryder enhver illusion, og uden at afsløre noget er der en (form for) mening med galskaben. Men bevidst eller ej bliver de fire excentriske arketyper aldrig mere end omvandrende reklameskilte for et charmerende, egocentrisk og evigt imperialistisk USA. Eller symboler på magtstrukturer. Som i afsnittet med filminstruktøren, der udstiller den (hvide) amerikaners blinde øje til repræsentation og ikkeeksisterende ligestilling af andre kulturer.
De er som alt det, vi ser, farvet af hovedpersonens fremstilling. Og det er grundlæggende seriens fascinationskraft og begrænsning.
Hovedpersonens perspektiv fremstår som et vigtigere omdrejningspunkt end hans handlinger. Det hjælper ikke, at australske Hoa Xuande i hovedrollen er blandt de svageste skuespillere i det vietnamesisk og engelsktalende cast.
I litteraturen kan den form for fortællerstyret metatænkning være både raffineret og underholdende og fremkalde eftertænksomhed, men på film bliver resultatet lettere anstrengt og distanceret. Ligesom hovedpersonens paradoksfyldte karakter er serien et spaltet produkt mellem Hollywoods fortællekonventioner om klar kausal fremdrift og kunstfilmens mere tematiske søgen.
En balance mellem to størrelser, som lige netop Park Chan-Wook plejer at mestre. Bare ikke her.
For når jeg aldrig blev mere investeret i ’The Sympathizer’, er det måske, fordi serieskaberne har haft så travlt med at rumme den tidligere universitetsunderviser Viet Thanh Nguyens akademiske refleksioner over fortællemekanismer, diskursers kraft og paradokserne ved historieskrivning med en splittet nationalidentitet, at de selv har glemt at fortælle en god, sammenhængende historie.
Kort sagt:
Ikke engang den sydkoreanske mesterinstruktør Park Chan-wook og Robert Downey Jr. på slap line kan gøre bestsellerroman om en vietnamesisk spion til en vedkommende eller gribende serie.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.