Når Danny Boyle og Alex Garland går i gang med optagelserne til ’28 Years Later’, den allerede annoncerede fortsættelse til deres nyklassiske zombiefilm ’28 Days Later’, vil originalfilmens hovedrolleindehaver også være med.
Cillian Murphy bliver således også en del af castet i den kommende film, hvor også Aaron Taylor-Johnson (den kommende James Bond), Jodie Comer (‘Killing Eve’) og Ralph Fiennes medvirker. Det bekræfter Tom Rothman, administrerende direktør for Sony Motion Pictures Group, der producerer filmen, i et interview med Deadline.
Da Deadline-journalisten spørger Rothman, om Murphy vender tilbage til zombieuniverset, siger direktøren: »Ja, men på en overraskende måde og på en måde, der vokser, lad mig sige det sådan«.
Rothman teaser også for, at ’28 Years Later’ »på ingen måde er en bogstavelig fortsættelse« til ’28 Days Later’.
Den nye film bliver tredje film i sci-fi-franchisen efter originalfilmen fra 2002 og ’28 Weeks Later’ fra 2007. Sidstnævnte agerede Boyle og Garland ‘kun’ producere på.
’28 Years Later’, der får amerikansk premiere 20. juni 2025, er planlagt som første del af en ny filmtrilogi. Manuskript til alle tre film bliver skrevet af Garland, mens Boyle indtil videre kun har forpligtet sig til at instruere den første.