Kristen Stewart har sjældent været bleg for at komme med udtalelser og handlinger, der skal skubbe grænserne og udfordre patriarkatet.
Tilbage i februar skabte hun røre med en billedserie i Rolling Stone, der »ikke var designet til heteroseksuelle cismænd«.
I et nyt interview med Porter langer den 34-årige skuespiller igen ud efter industrien og forklarer, at Hollywood har valgt at støtte fire kvindelige instruktører, som bliver symbol på al ligestilling i industrien.
»Der er en tanke om, at vi alle kan krydse de her små bokse af, og så er patriarkatet afskaffet. Det er nemt for dem at sige: ’Se hvad vi gør. Vi laver Maggie Gyllenhaals film! Vi laver Margot Robbies film!’ Og jeg tænker ’Okay sejt, I har valgt fire’«, siger Stewart og fortsætter:
»Jeg beundrer og elsker disse kvinder, men det føles falsk. Hvis vi begynder at lykønske hinanden for at gøre perspektivet bredere, når vi ikke har gjort nok, så stopper det med at blive bredere«.
Stewart forklarer desuden i interviewet, at hendes næste projekt bliver instruktørdebuten ’The Chronology of Water’, som har været længe undervejs. Siden 2018 har Stewart været tilknyttet projektet som instruktør, men har haft svært ved at skaffe den fornødne finansiering. Selv hentyder hun til, at det hænger sammen med filmens ømtålelige tematikker.
»Det er svært at få noget lavet, når en film ikke genbruger de samme standardiserede ting. Min film handler om incest og menstruation og en kvinde, der på voldsom vis tager sin stemme og krop tilbage, og det er til tider svært at se på«, forklarer Stewart.
Kristen Stewart kan ses i en hæsblæsende rolle i ’Love Lies Bleeding’, der rammer biograferne 16. maj (men som du kan se i dag til Soundvenues forpremiere).