Mens vi venter på Denis Villeneuves kommende tredje ‘Dune’-film, ‘Dune Messiah’, er første trailer til HBO’s længe ventede spinoff-serie sat i samme sci-fi-univers landet. Det skriver Deadline.
‘Dune: Prophecy’ (tidligere ‘Dune: Sisterhood’) er sat 10.000 år før Paul Atreides’ fødsel og handler om begyndelsen på den magtfulde Bene Gesserit-sekt, som to Harkonnen-søstre grundlægger for at sikre menneskehedens fremtid.
»En søster på tronen. Intet er vigtigere«, siger Emily Watsons karakter, Valya Harkonnen, i traileren, der visuelt og stemningsmæssigt minder meget om Denis Villeneuves filmatiseringer af Frank Herbert romanforlæg.
På rollelisten finder man også blandt andre Camilla Beeput, Olivia Williams, Mark Strong, Travis Fimmel, Sarah Lam og ikke mindst danske Sarah-Sofie Boussnina som Princesse Ynez.
Serien er blevet forsinket af rod i kulissen, hvor både instruktør, hovedrolleindehaver og showrunner sprang fra projektet. Men nu er den altså klar inden længe, med Jordan Goldberg (‘Westworld’) som showrunner.
‘Dune: Prophecy’ får premiere på Max (som HBO Max skifter navn til om lidt) engang til efteråret.