‘Am I OK?’: Jeg køber ikke Dakota Johnson som genert, lesbisk nybegynder
Hvornår er jeg for gammel til at vide, hvad min seksualitet er? Tror andre, at min bedste veninde og jeg er forelskede? Hvorfor bestiller jeg altid den samme mad? Am I ok?
En aften søbet i tequila stiller Lucy sig selv en række af disse spørgsmål for første gang. I en alder af 32 år arbejder hun som receptionist i stedet for at være den kunstner, hun gerne vil være. Relationen til hendes bedste veninde Jane slår sprækker. Og når en fyr prøver at kysse hende, viger hun tilbage med en kraft, der vælter hende ned på gulvet.
Hele hendes identitetskrise får ekstra styrke af, at Jane har sagt ja til en forfremmelse, som vil skabe stor afstand mellem de to veninder – den ene tager chancer for at rykke frem i livet, den anden har ikke rykket sig en tomme i flere år.
Men der er en kvinde på Lucys arbejde, som roser Lucys kruseduller og giver hende tømmermændsmassage (hun er godt nok også massør, men stadig). Hvad hvis hun prøvede at kysse Lucy? Ville hun så vende sig væk med samme styrke, som når interessen kommer fra en mand?
’Am I OK?’ er instrueret af Tig Notaro og hendes partner både privat og professionelt, Stephanie Allynne. Komikeren Notaro er kendt for sin knastørre humor, der ofte spiller på situationers akavethed, og det mærker man her, selvom ’Am I Ok?’ ikke ligefrem betræder uprøvet territorium med hverken sin humor eller sin historie.
For det er ikke første gang, vi stifter bekendtskab med smukke venner i Californien, der går på et yogahold med en flippet instruktør og gerne vil lave mere kunst og kysse flere kvinder, end de gør.
Jeg har ikke det mindste problem med mangel på originalitet, hvis det til gengæld er relevant, vedkommende og rammer med sin humor, sin alvor eller noget helt tredje. Der er dog noget osteklokke-agtigt over dette meget snævre udsnit af den kreative amerikanske vestkyst. Det er mere min overfladiske fascination end mine følelser, der vækkes.
Måske af samme grund havde jeg en smule svært ved at købe Dakota Johnson som den usikre Lucy. De sorte beanies, det lange pandehår og replikker som »let’s smoke some pot for the anxiety« er ikke nok til at overbevise om mig om, at hun skulle være en genert, lesbisk nybegynder.
Sonoya Mizuno, der spiller Jane, er til gengæld en overset stjerne og afgørende grund til, at ’Am I OK?’ trods alt indeholder en god portion charme. Hun er den kontrollerende halvdel i det tætte venskab, der insisterer på, at de kun skal spise en halv muffin inden træning, så de har noget at glæde sig til, og som presser Lucy til at tage på queer-klubben The Womb for at få sit første kvindekys.
Præcis ligesom Lucy skal lære at være modig, skal Jane lære at blande sig uden om, og det er i sig selv en fin skildring af at blive modne sammen i et venskab mellem næsten-voksne.
Også i Lucys kærlighedsliv er der ømme øjeblikke. Det viser sig nemlig, at hendes spirende seksualitet kan blive set på som noget, hun lige ’prøver på’ – næsten en form for fetichering, hvor queer lyst og sex er en pause fra heteroseksualitet, noget der ikke rigtig tæller.
Måske løser det ikke noget i selv sig at blive klogere på sin seksualitet, hvis man ikke samtidig bliver klogere på, hvilken form for relation og kærlighed man har brug for.
Med den slags situationer når ’Am I OK?’ lige at kradse i overfladen af sine karakterers følelser. Men så heller ikke meget mere end det.
Kort sagt:
Alle menneskene i ’Am I OK?’ er helt okay.