’Club Zero’: Mesterlig satiriker sætter spiseforstyrrelser, mad og magt under lup i chokfilm med Sidse Babett Knudsen
»Jeg vælger ikke at spise. Det er et spørgsmål om artens overlevelse«, råber prep girl’en Elsa trodsigt til sine forældre, der frister deres bulimiske datter med et overdådigt morgenmadsbord.
Den replik kan kun eksistere i munden på en Jessica Hausner-karakter.
Med et diabolsk glimt i øjet har den østrigske instruktør udforsket individets uhyggelige villighed til at destruere sig selv i kollektivets navn. Fra en dopamininducerende blomst, der gør sine subjekter til droner i thrilleren ’Little Joe’, til en deprimeret poet, som søger den perfekte partner at begå dobbeltselvmord med i ’Amour Fou’.
I instruktørens anden engelsksprogede film ’Club Zero’ lover den nyansatte ernæringslærer Miss Novak (Mia Wasikowska) sine dedikerede elever, at de kan bryde med samfundets og deres forældres rigide regelrytteri gennem ’bevidst spisning’. En new age-filosofi, hvor man gennem faste, monodiætisme og langsom spisning kan fortrænge det socialt konstruerede behov for at … øhhh … spise.
Hausner har utvivlsomt skelet til, hvordan hysterisk højreorienterede kulturkrigere frygter, at den progressive intelligentsia hjernevasker fremtidens borgere til at blive woke, kønsflydende klimaaktivister.
Men held og lykke med at få de krænkelsesparate konservative til at se en film, som begynder med en trigger warning og indeholder en chokerende grafisk scene, hvor en teenager spiser sit eget opkast.
Som i en Buñuel-farce bruger Hausner og medmanuskriptforfatter Géraldine Bajard udgangspunktet til at pege fingeren tilbage mod borgerskabet, der snakker flygtigt om bæredygtighed, imens sprinklere vander fliserne ude i deres overdådige haver.
Det sirlige internationale kostskoleunivers’ autoritetsfigurer er kujoner, perfekt gestaltet af en uhyrligt manieret Sidse Babett Knudsen som evigt forstående dekan. Hun italesætter selv behovet for at behage de forældre, som betaler styrtende med penge for ikke at blive forstyrret af deres egne børn.
I et sådant miljø er det en smal sag for kultlederen Novak at indfange naive kostskoledisciple. Spillet af altid spændende Wasikowska er hun en kvinde med en mission, der er oprigtigt overbevist om, at hendes børnemishandling sker i kærlighedens navn.
Hun isolerer de mest udsatte i gruppen og lader dem selv gøre resten af arbejdet, når de bruger godt gammeldags gruppepres til at få alle til at bøje sig for Novaks stålvilje.
»Har du tænkt dig at spise alle dem?« spørger Elsa (Ksenia Devriendt) nedladende den introverte Ragna (Florence Baker), da hun tager hele tre kartoffelbåde fra kantinen.
Den sardoniske observation er som yin til Wes Andersons yang. Texanerens ikoniske diorama-scenografi er i ’Club Zero’ så nøje iscenesat og stram i sin ’smagfulde’ orientalisme, at selv et Ikea-katalog ville få sved på panden.
Og farvepaletten er koordineret til at være iøjnefaldende urovækkende med sygeligt gul-grønne farvekombinationer i modsætning til Andersons behageligt støvede pasteller.
Som prikken over i’et er Hausner-søsteren Tanja, der endnu en gang står for garderoben, gået fra high fashion-laboratoriekitler i ’Little Joe’ til højtaljede skoleuniformer og kiksede v-neck-udskæringer.
Den knivskarpe produktion fortæller på fornem vis sin egen historie om en overklasse, hvis osteklokketilværelse komplet har afskåret dem fra sin egen menneskelighed.
Herigennem fletter Hausner en kompleks moralfortælling om kunsten at spise og om alle de magtforhold, som kan eksistere i noget så simpelt som et aftensmåltid.
For er det den mutte teenager omringet af sine lallende curlingforældre, der sidder for bordenden? Eller i stedet den brovtende patriark, som tvinger datteren til at spise pølse og bliver rødglødende, da husets kvinder ikke indfinder sig øjeblikkeligt?
Midt i kynismen finder Hausner et overraskende bankende hjerte i en alenemor fra middelklassen, som viser sin indoktrinerede søn Ben kærlighed gennem hjemmebag. Men selv hun har en tendens til kontrol igennem sin madlavning.
»Jeg troede, du kunne lide min madlavning«, klynker hun anklagende, da Ben ikke vil spise hendes processerede skinke. Hvilken veganer har ikke mærket familiens dømmende øjne, når anden serveres til jul, og bøffen sitrer på sommergrillen?
Hvem er den virkelige bølle i det forhold?
Den mesterlige satiriker Hausner giver ingen lette svar.
Kort sagt:
Provokatøren Jessica Hausner bruger spiseforstyrrelsens grimme ansigt til at italesætte overklassens komplekse forhold til mad og magt.