Det er ikke mere end tre måneder siden, at ’Game of Thrones’-skaberne David Benioff og D.B. Weiss’ filmatisering af Liu Cixins sci-fi-opus ’Three Body Problem’ havde premiere på Netflix.
Den stort anlagte serie kostede streaminggiganten omkring 20 millioner dollars per afsnit at lave, og første sæson af serien blev da også mødt med positiv kritik herhjemme. Til gengæld fik den en hård medfart fra flere kanter i Kina på grund af det brede race- og kønsdiverse ensemble.
Det har nu fået et filmstudie i Beijing til at give deres eget besyv med, hvad angår en filmatisering af Cixins populære bog. Og ifølge The Hollywood Reporter bliver det med ingen ringere end mesterinstruktøren Zhang Yimou i stolen til at instruere den kinesisksprogede version.
Bogen har været forsøgt filmatiseret utallige gange, med forskellige grader af succes, og nu er turen kommet til Zhang Yimou, der er kendt for sine wuxia-film ’Hero’ og ’House of the Flying Daggers’ samt Matt Damon-filmen ’The Great Wall’.
’Three Body Problem’ handler om en fiktiv fortid, nutid og fremtid, hvor jordens indbyggere kommer i kontakt med aliens fra en fremmed civilisation.
Det kan være sprængfarligt at kaste sig ud i en filmatisering over en højtelsket bog, og det kan skabe ramaskrig, når en filmatisering ikke lever op til fansenes høje forventninger. Vi har set det med Frank Herberts berømte ’Dune’, som Denis Villeneuve langt om længe knækkede koden til, og altså også med Liu Cixins bøger, der har været notorisk svære at filmatisere.
Hvorvidt Zhang Yimou kan lave noget, der falder i bedre smag hos det kinesiske publikum, vil tiden vise.
Der er foreløbig ingen premieredato på hans udgave af ’Three Body Problem’.