De to første ‘Knives Out’-film var stjernespækkede affærer, men den kommende tredje film i serien, der bærer titlen ‘Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery’, ser alligevel ud til at være gjort af en helt anden støbning.
Nye stjernenavne annonceres nærmest hver dag til Rian Johnsons fornøjelige whodunnit-univers lige for tiden, og rundt om Daniels Craigs brilliante privatdetektiv Benoit Blanc har vi nu en rolleliste, der ser sådan her ud:
Josh O’Connor
Cailee Spaeny
Andrew Scott
Josh Brolin
Jeremy Renner
Mila Kunis
Kerry Washington
Glenn Close
Daryl McCormack
Thomas Haden Church
Der er altså tale om en perfekt blanding af nyere navne, der er ekstremt hotte lige nu – som ‘Challengers’-aktuelle O’Connor, ‘Priscilla’-stjerne Spaeny og Daryl McCormack fra ‘Good Luck to You, Leo Grande’ – og erfarne kræfter som Brolin og Close. Tilsat et overraskende skvæt Kunis og et comeback til Renner efter sin sneplovsulykke tegner der sig en film, man ikke ikke får lyst til at tjekke ud.
Hvad ‘Wake Up Dead Man’ handler om, vides endnu ikke. Den første ‘Knives Out’ blev et stort hit i biograferne i 2019, hvorefter Netflix bestilte to opfølgere til den nette sum af 450 millioner dollars. ‘Glass Onion’ – der havde Edward Norton, Janelle Monáe og Kate Hudson blandt de mistænkte – fik premiere på tjenesten i 2022.
Tredje film i rækken får premiere næste år, men det vides endnu ikke præcis hvornår.