Mild spoiler alert: Hvis du absolut intet ønsker at vide om den nye sæson af ’The Bear’, skal du ikke læse videre.
Som mange gjorde sig forhåbninger om, var det ikke kun for hyggens skyld, da flere ’The Bear’-navne i sidste måned lagde vejen forbi København. Den amerikanske serie har endnu engang optaget i København.
Et af de steder der fik Jeremy Allen White og co. på besøg, var restauranten Noma, hvor det i serien tidligere er blevet fortalt, at hans karakter Carmy har arbejdet.
Indtil videre har Jeremy Allen White kun fortalt offentligt om sin brækfremkaldende træningssession med danske stjernekokke. Men i den nye sæson af den populære kokkeserie, der netop er landet i USA, medvirker den danske stjernekok René Redzepi i allerførste afsnit, hvor han spiller sig selv.
Tredje sæson af serien fik premiere i går i USA, og her bekræfter flere medier, at der er scener, som foregår på Noma, og at restaurantens verdensberømte ophavsmand Redzepi medvirker som del af en sekvens, hvor Carmy ser tilbage på sin kokkekarriere.
»I serien ses Carmy i flashbacks på arbejde i Nomas haver og køkkener, Redzepis anerkendte restaurant i København, hvis hyperlokale måltider (ofte fra sankning og skabt med metoder som dehydrering og fermentering) scorede tre Michelin-stjerner og skaffede Redzepi to James Beard-priser«, skriver blandt andre Time Magazine.
I samme artikel fremgår det også, at den tidligere Noma-kok Rosio Sanchez også medvirker på et senere tidspunkt i serien. Ligesom karakteren Carmy er kokken, der i dag driver de københavnske restauranter Hija de Sanchez og Sanchez Cantina, fra Chicago, hvor ‘The Bear’ foregår.
I anden sæson af serien foregik et helt afsnit i København, hvor det dog var dessertkokken Marcus, der udforskede byen og lærte konditortricks i en kælder med Will Poulter. Her optrådte den danske restaurantanmelder og forfatter Martin Kongstad desuden i en lille rolle som væltet cyklist.
På uretfærdig vis må de danske seere vente et stykke tid endnu med at få det danske islæt at se, da ‘The Bear’ sæson tre først får dansk premiere 17. juli på Disney+.