Allerede inden premieren på ‘Furiosa: A Mad Max Saga’ meldte George Miller ud, at han havde endnu en prequel til ‘Mad Max: Fury Road’ i ærmet.
‘Mad Max: The Wasteland’ skulle følge Tom Hardys hovedkarakter i året inden, vi møder ham i ‘Fury Road’. Og mens titlen har rumsteret i den 79-årige instruktørs udtalelser i årevis, fortalte han op til ‘Furiosa’-premieren, at han havde skrevet historien i romanformat til at starte med og håbede at få lov til at lave den en dag.
At dømme på Tom Hardys seneste udtalelser, er det dog usandsynligt, at filmen når lærredet lige foreløbig. Da ‘Fury Road’-hovedrolleindehaveren kommenterede udsigterne for ‘Mad Max: The Wasteland’ i et interview med Forbes, var det eneste, han sagde, »jeg tror ikke, det kommer til at ske«.
Det kan meget vel skyldes, at ‘Furiosa: A Mad Max Saga’ er floppet ved billetlugerne, hvorfor filmselskaberne næppe er ivrige efter endnu en ‘Mad Max’-film lige nu. Indtil videre har ‘Furiosa’ ikke engang indtjent sit produktionsbudget på verdensplan, og når man også medregner markedsføring, er den endnu længere fra at være en god forretning.
I stedet kan man snart se Tom Hardy i den kommende ‘The Bikeriders’ instrueret af Jeff Nichols, der får premiere 11. juli, såvel som den tredje ‘Venom: The Last Dance’, der lander i Danmark til efteråret.