I 2020 stod Elliot Page frem som transmand og sidste år udgav han selvbiografien ‘Pageboy’.
Nu har skuespilleren sin første filmhovedrolle siden transitionen, og det er en personlig en af slagsen. I dramaet ‘Close to You’ spiller han transmanden Sam, der vender tilbage til sin hjemby for første gang siden sin transition.
Traileren er lige landet forud for filmens premiere på Toronto Film Festival senere på sommeren.
Efter karrierens tidlige og kendte præstationer i film som ‘Juno’ og ‘Inception, har Elliot Page i de seneste år primært kunne ses i Netflix-serien ‘The Umbrella Academy’, hvis fjerde sæson lander i starten af august.
‘Close To You’ er instrueret af Dominic Savage og får international premiere 16. august. Hvornår den kan ses i Danmark vides ikke på nuværende tidspunkt.