Ugens MVP
Ingen over, ingen ved siden af. Rhaenys T. løber posthumt med prisen for at være den første MVP to go out like a G.
Eve Bests (i sandhed bedst) værdige portræt af ’Dronningen der aldrig var’ afrundes heroisk i dragedansen over Rooks Nest. Det kræver mere end mod og kvindeligt mandshjerte at u-vende mod verdens mest monstrøse bæst, men det stopper ikke en sand drageridder.
Desværre måtte Rhaenys se sig overrasket af Aemonds overraskende evne til at gennemføre succesfulde overraskelsesangreb. Taget i betragtning af, at manden har ét øje, nul dybdeperspektiv og et ridedyr på størrelse med tyve afrikanske elefanter, er manden prisværdigt dygtig til flyvende guerillakrig.
Runner up:
Aemond hamselv for at riste sin utålelige lillebror og fremskynde arverokeringen, der i øvrigt påkalder sig muligheden for første solotitel, når han forlader boybandet: ’Criston Cole and the Curious Knights’: ’I set his graze ablaze’ fra albummet ’Betrayer of John Mayer’.
Ugens klovnagtighed
Går til tredje deltager i dragedansen, John Ma … jeg mener, Kong Aegon den overflødige, for at drikke sig stang-bacardi i rød drue og høvle direkte i krig på sit forgyldte krybdyr. Det er dog værd at bemærke, at dronning Rhaenyra var ved at glide i samme bananskræl foruden promille, indtil vasallerne fik pisket stemningen ned.
Sejrsudsigterne for Dragehusets borgerkrig er generelt afhængige af at tale regenterne fra deres kompulsive trang til at begå indirekte selvmord. Man kan næsten mærke trætheden rundt om planlægningsbordet.
»Altså, hvis du dør … så er … kan du ikke se … altså … 2 + 2… jeg mener …«
Runner up:
Alicent Højtårn for at lade sin fortrydelses-te stå fremme på bordet, mens hun har besøg af kongerigets svar på SE og HØR.
Ugens scene
Dragedansen over Rågereden. En øglekamp på øverste hylde af computergrafisk action, hvor man mærker hårene rejse sig på armene, når de digitale kløer river sig gennem fiktivt kød. Det er værd at kaste anerkendelse efter Alan Taylors instruktørarbejde, der formår at forlige luftstrabadserne og fodtroppernes panik i en kohærent scenografi, der aldrig bliver desorienterende.
Jeg har ikke set en krigsscene, der har så godt styr på sammensat klipning siden slaget ved Helms Kløft i ’Ringenes Herre – de to tårne’.
Runner up:
Alicent giver Morskældud til Aegon. Olivia (let her) Cooke og Tom Glynn-Carneys præstationer puster tiltrængt energi ind i seriens primus motor. De spiller Kammerspillet op.
Ugens bundlinje
Borgerkrigens første sammenstød medfører tab på begge sider via Friendly Fire og opofrende krigersjæl. Den sorte dronning har accepteret seriens plot og er klar til krig. Den grønne konge er blevet til en grillet tomat. Mens fortællingen skrider frem, dasker Daemon rundt i drømmeland og drikker trylle-te.
Trommehvirvel til vandringspokaler.
*Drdrdrdrdrdrdrdr*
Ugens observation
At Criston Cole har udstyret sin hest med en forsølvet proptrækker i panden, er virkelig in-character for seriens største knold.
»My horse ought be a unicorn. Get on it, Blacksmith or feel the wrath of a thousand douchebags«.
Ugens oversættelse
Går til scenen mellem Aegon og Aemond, hvor de taler High Valyrian, og smædeudtrykket »imbicile lickspittles« er fordansket til »Åndssløve spytslikkere«, der lyder som et toptunet Yahya Hassan-diss fra poetens velmagtsdage. (Hvil i fred) Apropos.
Ugens digt
Dragedans
Flammers inferno
Knuste konger
Brændt Palermo
Slagtehallens askevår
Criston Cole har hjelmehår