’House of the Dragon’ sæson 2 afsnit 2: Incest og middelalderkost taget i betragtning fremstår de mistænkeligt smukke

Reaktionerne på ’House of the Dragon’s første sæson var splittede, og hører man til dem, der tørster efter et tordnende kavaleri, opædt af flammer fra bevingede krybdyr, kaos og flyvende pimpsten, må man værne sig med tålmod.

Anden sæson skrider langsomt frem.

Personligt er jeg begejstret for tempoet. Som en af mine gode venner plejer at sige: »Mindre action, mere kedeligt fjernsyn!«

Tvillingekampen tilsidesat var ugens episode atter en grundtone i kammerforspillet. Nu er der røget en søn fra både den grønne og den røde lejr. Quid pro quo, Alicent Hightower. Hvad skal man så gøre ved det?

Ugens MVP:

Må uafværgeligt tilfalde Otto Hightower og hans heroiske kamp for at bevare fornuften i et hav af tåbelige familiemedlemmer.

Om end kære O.T. lugter lidt af pølsemandens Tywin Lannister, og derved er symptomatisk for Dragehusets vanskeligheder med at skabe mindeværdige og idiosynkratiske karakterer, er Hightower-familiens silverback et kærkomment pust til den enerverende impulsivitet, som hærger ‘House of the Dragons’.

Man mærker glædesrusen fra den politiske kynisme, der gjorde den første tronkamps-serie så nådesløst dragende, når O.T. beslutter sig for at lukrere på første afsnits brutale tragedie, hvilket medfører, at farmor og mor – Alicent og Helaena – må sidde tvangsplaceret i sørgekaret med den hovedløse barnearving som en del af et tilløbsstykke for en smædekampagne mod oppositionen.

Runner up: Skud ud til Alicent Hightower for at stikke lussinger til den ulidelige Criston Cole. Minuspoint tildeles for efterfølgende samkvem.

Ugens klovnagtighed

At fyre organisationens eneste kompetente medarbejder (gode gamle O.T.) og erstatte ham med den mest inkompetente. Efter nogle år i journalistik kan man konstatere, at det således også er ugens mest realistiske manøvre, men ikke desto mindre: At gøre Criston Cole til Kongens Hånd er omtrent så smart som at hyre Jeffrey Dahmer ind som hospitalsklovn, særligt når man tænker på, at Coles seneste svendestykke var at infiltrere den røde lejr med en fyr, der ligner en anden fyr.

Hvad hvis den tvilling, han skulle forklæde sig som, havde barberet sig den dag?

Runner up: Går til hans kongelige højhed, Aegon Targaryan (den anden), for at hænge alle rottefængerne fra halsen af lutter hævngerrighed uden tanke på de pårørendes (og hundens) efterfølgende oprør.

Ugens scene

Magtkampen imellem ‘Daemon Den Egenrådige’ og ‘Rhaenyra Den Kronisk Fortvivlede’ bankede for første gang en seriøs kile imellem det regerende par på den røde fløj og mindede os om, hvor godt George R.R. Martins univers kan være, når det balancerer imellem storpolitik, ærgerrighed og hjertesorg.

Den hedengangne kong Viserys (Paddy Considine i sidste sæsons absolut stærkeste præstation) spøger i gemakkerne under hele kollisionen: faderen og broderen, de begge respekterede og elskede, men aldrig føjede.

Damon ser ham stadig som svag, mens Rhaenyra omsider forstår sin faders forsigtighed angående hendes utilregnelige husbond, der trak pokalen hjem for sidste uges klovnagtighed – at hyre to genier med skæg og pind og kniv til at dræbe en af rigets mest magtfulde mænd.

Scenen mellem Daemon og Rhaenyra er stærk, fordi den er godt skrevet + vigtig for historien, men særligt fordi den er så velspillet. Emma D’Arcys udtryksfulde mimik er mere værd end valyrisk stål i en serie, der nærer sig på intriger og close-ups.

Runner up: ‘Hvem er hvem’-kampscenen imellem de tvillingefødte livgarder udsprang muligvis af et bøvet komplot, men rent scenisk var den manglende vished om morder/beskytter et effektivt værktøj til at skabe neglebider-suspense.

Ugens bundlinje

Dragehuset tager stadig tilløb under stilheden før stormen. Men fronterne konsolideres ikke. De brister.

Med afskaffelsen af fornuften (Otto Hightower) på grøn side og ufornuften (Daemon Targaryen) på rød side står Rhaenyra stærkere in-house, om end hun fremtræder svagere set udefra.

Samtidig har Daemons barnemord gjort forsoningen umulig, og med forfremmelsen af manden med Westeros’ mest sociale tissemand og værste temperament, Criston Cole, er det nok kun et spørgsmål om tid, før dragerne begynder at danse. Spørgsmålet er, om intrigerne forbliver vedkommende, når alle med mere end en halv hjerne sættes ud af spillet?

Vi slutter ugens gennemgang af med de korte vandrepokaler:

Ugens ‘dracarys’

Eller ugens burn: Da møgunge-kongen Aegon reduntant proklamerer: »Min far er død«, hvortil Otto Hightower svarer:

»He is… and we are poorer for it«.

Den oprigtige sørgmodighed i Rhys Ifans’ levering gør kun brandsåret så meget desto dybere. Hent sviesalven, maester.

Ugens ejendommelighed

Er det bare mig, eller virker det til, at Criston C., Aemond T. og Jacaerys V. er klar til at droppe pladecoveret på 00’ernes stærkeste popudgivelse, når de render rundt med konstant kysse-mund a la ‘Blue Steel’-looket fra Zoolander? Incest og middelalderkost taget i betragtning fremstår de mistænkeligt smukke. Men jeg er nok bare misundelig.

Eventuelle bandnavne: Take Back (The Throne), Firestarter, Hearthbreaker, Kingdomshaker, ‘Pouty princes and the curious knight’

Ugens irritation

Hvorfor skal vi altid have mindst én scene, hvor en drage bimler formålsløst rundt på himlen til lyden af svulstigt violinspil? Det lugter utroligt meget af en kontraktlig forpligtelse, presset igennem af en fantasiløs producer, som insisterer på, at der skal være et bestemt antal sekunder af drager on-screen, fordi ordet ‘drage’ indgår i serie-titlen.

»Ellers glemmer publikum, at de er der!«, skriger han på vej ned til et foredrag, der handler om, hvorfor det var en skandale, at Jytte Abildstrøm aldrig fløj i børnefilmen ’Flyvende farmor’ fra 2001.

Ugens observation

Prins Aegon ligner virkelig John Mayer.

’House of the Dragon’ kan ses på Max.