KOMMENTAR. Jeg ved godt, det ikke er fair: At sammenligne ’House of the Dragon’ med ’Game of Thrones’.
For uanset hvad man gør, vil den nuværende og de kommende spinoff-serier med al sandsynlighed blegne over for HBO’s originale milepæl, også selvom de sidste udskældte sæsoner måske gjorde efterfølgernes vej til tronen en smule lettere.
Men nu hvor anden sæson af serien om Targaryen-husets kollaps er skudt i gang, er det alligevel akkurat, hvad jeg vil gøre.
For netop i den direkte sammenligning bliver det tydeligt, præcis hvor det er, at ’House of the Dragon’ falder til jorden.
Jeg beundrede egentlig første sæsons tålmodige placering af skakbrikkerne forud for den blonde dragefamilies store interne krig, som vi alle ved lurer i horisonten. Det var modigt at erstatte ’Game of Thrones’ kolossale univers med en fortættet familiehistorie, der sine steder nærmest udfoldede sig som et kammerspil i klæderne fra et kostumedrama.
Men her halvandet år efter første sæsons slutning har jeg svært ved at genfinde gejsten, og når jeg nu vender tilbage til prequelen med anden sæsons første afsnit, står det klart for mig hvorfor. Og lad mig bare sige det direkte:
Jeg er skide ligeglad med karaktererne.
Surmulende narcissister
Under første del af første sæson lærte jeg langsomt at holde af den unge Rhaenyra, der trådte i karakter som andet end Daenerys version 2 – et komplekst ungt menneske med et ambivalent forhold til magten. Interessen blev dog beklikket af, at serien skiftede skuespillere midtvejs, og man pludselig følte, man skulle lære dem at kende på ny.
I den glimrende karakterskuespiller Paddy Considines karismatiske skikkelse var den søde, men for blødsødne kong Viserys også et sympatisk bekendtskab, men … han døde som bekendt og efterlod sit hus til sine magtsyge arvinger.
I første afsnit af sæson 2 kastes man ind i de to fronters hævngerrighed, erobringsplaner, sorg og krigsaspirationer. Men dramaet står og falder med, at man interesserer sig for, hvem der ender på tronen i sidste ende. For min skyld kunne de dog bare lade dragerne overtage hele svineriet, for de ildspyende monstre har hver især mere selvstændig personlighed end nogen af menneskene.
Stort set alle karaktererne – med Daemon og Alicent i spidsen – er surmulende magtsyge narcissister uden skyggen af forsonende træk. Jeg ved godt, det er alvor, det her, men jeg behøver ikke få den formummede alvor stukket ned i halsen i hver eneste scene.
Lad os her lige huske på, hvor vanvittigt god ’Game of Thrones’ var til at gøre alle fra de store hovedroller til de små biroller spændende. Efter ét afsnit var man dybt investeret i både hele Stark-familien, de tre Lannister-søskende og Daenerys. Løbende suppleret af bifigurer med kant, humor og den dosis af mystik, der får én til at se videre. Fra Bronn, The Hound og Brienne til Jaquen H’ghar, Margaery Tyrell og Lyanna Mormont.
Der var uden at overdrive mindst 30 bekendtskaber i ’Game of Thrones’, som var mere mindeværdige end nogen i ’House of the Dragon’, og jeg vil gerne udfordre alle, der endnu ikke er gået i gang med den nye sæson, til at nævne navnene på bare to af karaktererne uden at snyde.
Hold rænkesmedene Lord Varys og Littlefingers uigennemskuelige personligheder op mod den spage haltende Lord Larys, og man forstår øjeblikkeligt klasseforskellen mellem de to serier.
Mytologi og menneskelighed
Det exceptionelle persongalleri i ’Game of Thrones’ skal selvfølgelig tilskrives en særlig blanding af George R.R. Martins forlæg, serieskaberne Weiss og Benioffs blik for karaktererne og deres relationer, en sjældent vellykket casting og en række skuespillere, der bare ejede deres roller fra ende til anden.
Her har ’House of the Dragon’ naturligvis stået med dårligere kort på hånden. Martins bedste arbejde skal formentlig findes i hovedserien ’A Song of Ice and Fire’, og det er unægtelig sværere at skabe klart differentierede karakterer i et mindre univers, hvor nogle af de bærende figurer hedder Rhaenys, Rhaenyra og Rhaena og Aemond, Aegon og Daemon.
Men noget af ansvaret skal altså også placeres på casterne og serieskaberne. Karakterer, der burde være seje og fascinerende, er i stedet glatte og irriterende, *host* Criston Cole *host*.
Intrigerne og optakten til krigen er for så vidt veliscenesat nok. Men ’Game of Thrones’ fremtryllede alkymi af mytologi og menneskelighed. Mange af karaktererne havde let afkodelige særtræk, der gjorde dem øjeblikkeligt pirrende, samtidig med at de overbeviste som afrundede figurer med både tydelige formål og rige følelsesliv.
’House of the Dragon’ har glemt både mytologien og menneskeligheden. Karaktererne er ikke eventyrlige, men de er heller ikke spækket med liv eller nærvær. Det mytiske epos er erstattet af noget, der føles som en tør historietime. Et langtrukkent kostumedrama, hvor alle går rundt i rustninger og store kjoler, mens de ligner nogen, der har slået en fis i kongens gemakker. Plus drager.
Jeg er villig til at give Rhaenerys en chance mere, for der er potentiale i grundfiguren, og Emma D’Arcy er en dygtig skuespiller, hvis smerte og aspirationer jeg tror på. Og så er Aemond – spillet af Ewan Mitchell – foreløbigt den, der skarpest har ramt den mytologiske guldkalv: Med klap for øjet, et karakteristisk, intelligent og dog kynisk ansigt og rigets største drage i sin magt er han en spiller, jeg glæder mig til at følge.
Derudover føler jeg mest, at jeg ser på en bleg afglans af ’Game of Thrones’, hver gang en ny forpint Targaryen træder ind i billedet.
’House of the Dragon’ kan ses på Max.