Under weekendens Comic-Con i californiske San Diego annoncerede Marvel i går lidt af en bombe, skriver Deadline.
Her blev det nemlig afsløret, at Robert Downey Jr. vender tilbage til Marvel-universet i den kommende storfilm ‘Avengers: Doomsday’, der tidligere gik under titlen ‘Avengers: The Kang Dynasty’.
Det bliver ikke i rollen som Tony Stark alias Iron Man, der som bekendt døde i ‘Avengers: Endgame’ fra 2019. Downey Jr. skal i stedet spille superskurken Victor Von Doom, også kendt som Doctor Doom.
Den hætte- og maskeklædte karakter er hovedskurken i ‘The Fantastic Four’-tegneserierne, hvorfor han måske kunne blive introduceret allerede i den kommende, yderst stjernespækkede Marvel-film ‘The Fantastic Four: First Steps’ (indtil nu blot kendt som ‘The Fantastic Four’).
På Comic-Con blev det også officielt bekræftet, at brødrene Anthony og Joe Russo, som stod bag ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’, skal instruere både ‘Avengers: Doomsday’ og ‘Avengers: Secret Wars’.
Instruktørduoen annoncerede castingen af Robert Downey Jr. fra scenen under Marvels præsentation på konferencen, hvor Hollywood-stjernen også selv trådte frem til et stort bifald fra de fremmødte superheltefans:
‘The Fantastic Four: First Steps’ skyder den kommende femte fase af Marvel Cinematic Universe i gang med (amerikansk) premiere 25. juli 2025. ‘Avengers: Doomsday’ og ‘Avengers: Secret Wars’ får premiere henholdsvis 1. maj 2026 og 7. maj 2027.