‘The Bear’ sæson tre: Kokkehittet er blevet mere udfordrende, men også mere udmattende
Er det her ‘The Bear’? Den her næsten dialogløse, florlette montage med eftertænksom Trent Rezor og Atticus Ross-duttelut i baggrunden? Hvad foregår der?
Der er lidt af et stemningsskift på spil i det første afsnit af ‘The Bear’s tredje sæson.
Serien, hvor folk bander, ups-dolker hinanden med køkkenknive og torpederer familiens juleaften med en kørende bil, lægger modigt ud med et næsten dialogløst montageafsnit.
Her minder Carmys flashbacks til sin kokkekarriere mere om en mindfulness-øvelse end den velkendte råbekonkurrence. Men det er også en både smuk og nævenyttig måde starte en så ventet seriesæson på.
Efter sidste sæsons ængstelige indefrysning i køleskabet (og Claire Bear-breakup) på restaurantens åbningsaften er Jeremy Allen White tilbage i køkkenet, men han er ikke tøet ordentlig op. Vi ser vores helt pincetanrette en ærteret i sin lykkes ruiner i forsøg på at glemme, hvad der er sket.
I første afsnit ‘Tomorrow’ ses der kun tilbage. Der er nul update på ‘The Bear’-nutiden, men til gengæld sanketur i mindelunden af Carmys Michelin-fortid. Vi møder René Redzepi som mysterious mumrik i drivhuset på Noma, en faderlig Thomas Keller på institutionen The French Laundry og Olivia Colmans hjertelige geni på Chicago-restauranten Ever. Vi ser også mere til den onde opdigtede helvedeskok David med den heftige sorte hipster-brille (‘Community’s Joel McHale), kendt fra de tidligere ‘The Bear’-sæsoner som Carmys psykisk voldelige plageånd, der stadig råber i hans hoved, hver gang han vakler.
Det er en elegant nulstilling. Men det første afsnit indvarsler også en sæson, hvor alle tøjler er sluppet. Hvilket gør ‘The Bear’ mere udfordrende, men også mere udmattende.
I afsnit to møder resten af holdet ind til Carmys nye hjerteknuste regime af ulidelighed. Målet er Michelin-stjerner, så fra nu af skal alt på menuen ændres hver eneste aften, en fuckfinger til alle muligheder om økonomisk overskud. Og alle må sværge troskab på at folde papkasserne sammen, inden de smides i containeren – én af adskillige overgjorte fikse manusidéer.
Nysgerrigheden stagnerer, da det hurtigt viser sig, at resten af sæsonen ikke rigtig har noget plot, men i stedet koger suppe på Carmys lange og virkelig uinteressante liste med køkkenkrav, »non negotiables«.
Carmys indre pinsler regerer i denne sæsons endeløse række af inderlige close-ups, og hans manier går ud over alt og alle. Også seriens underholdningsværdi.
Køleskabstraumet kan ikke bare mærkes på chefkokken. Det er som om, dets traumatiske dementorkys har suget lidt af hele sjælen i ‘The Bear’. »Yes, chef«-energien er byttet ud med bekymrede »no, chef«-blikke, hvilket ikke har helt samme pondus.
Pengemanden og altmuligonklen Cicero bliver på overraskende vis sæsonens store bullshit-detektor. Den mest mindeværdige joke, falder da han hiver sig i håret over en udgift på 11.000 dollars til »Orwellian butter«. »Er smørret dystopisk?«, spørger han, så man kortvartigt genkender ‘The Bear’, når det er bedst. For det er det jo! Selvom det ikke har noget med George Orwell at gøre.
Man mærker samme gnist i seriens mest fornøjelige afsnit, hvor vi får kokken Tinas historie. Det er instrueret af Ayo Edebiri, hvis historie foran kameraet til gengæld savner opfindsomhed.
Skal hun, eller skal hun ikke underskrive en pdf-partnerskabsaftale om restauranten på DocuSign? Man under hende mest at løbe skrigende væk fra den nye og forværrede køleskabs-Carmy.
Hvor Sydney og Carmys dynamik før har været seriens elskværdige motor (og fanmæssige konspirationsgrundlag), er den nu bare frustrerende. At se Sydneys karakter sparket til hjørne i et tiltagende giftigt arbejdsmiljø, er som at se en helt ny sportsvogn ligge bag en lastbil på motorvejen i 10 afsnit – i stedet for bare at overhale.
Med det sagt er det ikke, fordi ‘The Bear’ er blevet dårlig. Den er bare ikke helt så visionær, som den selv synes.
Ligesom sin titulære chefkok nægter serien at hvile på lauerbærene. Der er masser af gode takter og stadig en fænomenal detaljegrad. Dog overskygger den fragmentariske form kernen af råt drama og underspillet komik. Sæson tre er en højstemt traumerodebutik, som forhåbentlig giver plads til en stærkere fortælling i den næste.
I de værste tilfælde gentager ‘The Bear’ de greb, den er blevet så hyldet for, så serien næsten bliver en parodi på sig selv. Den vil så gerne være uforudsigelig, at den bliver det totalt modsatte.
Sammenlignet med forrige sæsons gæstestjerner fra Olivia Colman til Jamie Lee Curtis, John Mulaney og Bob Odenkirk, er treerens nytilføjelser mest overfladisk meme-bait. Vi får desuden endnu et højspændt ‘bottle’-afsnit med Jamie Lee Curtis, som man næsten føler sig så tvunget til at FØLE, at det overskygger dets ellers fine historie.
Rygterne om ‘The Bear’s flop-era er overdrevne. For selvom den nye sæson er anderledes, mere end den er komplet vellykket, taler det til seriens grundkonflikter og karaktergalleri, at man stadig snildt kan tilbringe ti afsnit i dens selskab. Selv når den er allermest irriterende.
Kort sagt: ‘The Bear’s nyåbnede Michelin-virkelighed bringer en forudsigelig og til tider trættende identitetskrise med sig. Selvom eksperimenterne tager overhånd, er der stadig meget at komme efter.