Serieverdenen efterligner mere og mere Hollywood i den forstand, at streamingtjenesterne falder over hinanden for at skabe store franchises, der kan holde på abonnenterne.
Resultatet er flere og flere remakes, reboots og spinoffs – og at serielandskabet generelt savner den kunstneriske kvalitet, der dominerede for 10-15 år siden.
Men der bliver heldigvis stadig lavet originale serier, og vores topliste over de bedste af slagsen i første halvdel af 2024 bærer da også præg af at bestå af dugfriske titler, der føltes som friske pust i en sløvende vind af metervarer. Her er faktisk ikke en eneste sæson 2!
Overordnet har de første seks måneders seriemenu været blodfattig, men en række sjældent eksperimenterende sager og positive overraskelser reddede dagen, så vi trods alt kan præsentere en helhjertet stærk top 10.
I toppen dominerer Netflix på de to første pladser, mens en dansk sensation følger lige i hælene.
10. ‘Girls5Eva’ sæson 3
Det var først i år, at de danske seere fik fornøjelsen af den musikalske komedieserie ‘Girls5Eva’, der med sine satiriske hits som ‘B.P.E (Big Pussy Energy)’ har høstet kritikerroser siden sin premiere i 2021. På tredje sæson tog Netflix serien under sin vinge, men selvom niveauet stadig var i top, forblev den stadig en hemmelighed for de fleste.
Det er en skam! For selv tredje ombæring af 00’er-pigebandet Girls5Evas forsøg på comeback i en musikbranche, der hader kvinder mindst lige så meget som for 20 år siden, var stadig komisk som få.
Her drog gruppen på en USA-turné, der dog primært nåede til én by. Til gengæld fik vi fornøjelsen af at tilbringe tid på hotellet Divorced Dad Suiteless, hvor alle værelsernes fjernsyn spillede en ‘The Crown’-spinoff kun om Prins Andrews kærlighed til tøjdyr. Det var dog blot én af de mange fantastisk åndssvage gags, den tidligere ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’-forfatter Meredith Scardinos blændede op for i sit soloprojekt.
En anden var, da seriens Harry Styles-spoof Gray Holland blev gjort uigenkendelig ved hjælp af et nyt tandsæt fra en ræv. Heldigvis er ‘Girls5Eva’s undervurderede tone stærk nok til at slippe afsted med selv den mest idiotiske idé – med humoren i behold.
Kan ses på Netflix.
9. ‘Fantasmas’
Udtrykket spøgelset i maskinen har bestemt ikke fået mindre gang på jord i tidens mange debatter om kunstig intelligens.
Til gengæld konceptualiserer Julio Torres’ sci-fi-dystopiske sketchshow ‘Fantasmas’ som en moderne dadaist, hvordan det i 2024 er svært overhovedet at ane, hvor grænsen går mellem spøgelse og maskine, ånd og teknologi.
‘Fantasmas’, der har sin titel efter det spanske ord for spøgelser, følger Julio Torres rundt i et mørkt vrang-New York, hvor man kan uploade sin bevidsthed til skyen, men i svindende grad få lov til at være et menneske.
Undervejs fik vi udover en fabulerende samfundskritik også en erotisk ‘Alf’-spinoff med en aliensnavende Paul Dano, et retssalsdrama med Julia Fox som julemandens kone, ‘Pose’-skuespiller Dominique Jackson i rollen som some-algoritmen, Steve Buscemi som bogstavet Q og en historie om en legendarisk newyorker-homobar for marsvin (ja, du læste rigtigt) iscenesat med rigtige dyr.
Tag den, dumme hot rodent boyfriend-trend!
Kan ses på Max.
8. ’Jerrod Carmichael: Reality Show’
I allerførste afsnit bød komikeren Jerrod Carmichaels reality-eksperiment på en af de mest akavede scener længe. Her inviterede han sin ven Tyler, the Creator over for at høre, hvorfor rapperen havde ghostet ham, efter han erklærede ham sin kærlighed. Under den sårbare samtale bestilte Tyler både en sandwich og gik ud på altanen for at prutte.
Det var den slags vanvidsomstændigheder for traumebearbejdelse, der gjorde ‘Jerrod Carmichael Reality Show’ til et både grænseoverskridende og underholdende særsyn. Hvor komikeren lagde sit hjerte på et sølvfad gang på gang over for sine nærmeste med tåkrummende resultater. Andre gange sked Carmichael selv på folks følelser for rullende kameraer.
Imellem det hele var der standup-sekvenser ligesom i ’Seinfeld’, men i stedet for spidsfindigheder om at finde en parkeringsplads serverede Jerrod Carmichael samtlige af sit livs traumer for publikum med et smørret grin.
Noget af tiden gik metalagene og realitykommentaren i selvsving. Men ingen andre kunne have lavet noget så eksperimenterende, personligt, rørende og røvsjovt på samme tid.
Kan ses på Max – læs Soundvenues anmeldelse.
7. ‘Shogun’
Godt nok var ’Shogun’ baseret på James Clavells berømte roman, der blev omdannet til en endnu mere berømt miniserie i 80’erne.
Men det var alligevel en ærefrygtindgydende satsning, at FX kastede et svimlende budget efter serieskaberne Rachel Kondo og Justin Marks, så de kunne skabe en stor historisk serie uden kendte skuespillere på japansk.
Satset betalte sig. ’Shogun’ blev både en seer- og kritikersucces – og fuldt fortjent, for det var et imponerende univers, Kondo og Marks byggede op med fortællingen om en britisk sømand, der efter et skibbrud kastes ind i en blodig fejde mellem stolte lensherrer i 1600-tallets Japan.
Man kunne mærke serieskabernes omhu og detaljefokus i hver en indstilling, der genoplivede fortidens Japan på forbilledlig vis. I den komplekse historie – der af og til var svær at hitte rede i – fik man et fascinerende indblik i de japanske skikke, mens det politiske rænkespil og de blodige slag holdt opmærksomheden fanget.
Og så var det hele følelsesmæssigt forankret i Cosmo Jarvis karismatiske præstation som John Blackthorne og dennes besnærende forhold til dels den hemmelighedsfulde tolk Mariko, dels den stoiske regent Toranaga, der var karakterer, man investerede sig dybt i.
Kan ses på Disney+ – læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’The Curse’
I første halvdel af året tog Hollywood-darling Emme Stone al sin A-liste-valuta og forhøjede det til et karrierehøjdepunkt af weird på biograflærrederne såvel som tv-skærmene.
I den A24-producerede ’The Curse’ slog hun pjalterne sammen med nogle, der i den grad matchede hendes freak: Nathan Fielder og Benny Safdie . Resultatet var lige dele rædselsvækkende, sjovt, stilistisk gennemført og tiltrængt udfordrende i et til tider bedøvende streaminglandskab.
Seriens hovedkarakterer Whitney og Asher var så afskyelige, at man skulle være en lille smule både sadist og masochist for at klare sig igennem samtlige ti timer i selskab med dem og deres forsøg på at få popgentrificeringsprogrammet ’Fliplanthropy’ ud over stepperne.
Især Nathan Fielder leverede en fuldstændig uforlignelig indsats som Asher – en moralsk multiresistent mutation af Larry David og Frank Hvam i ‘Klovn’.
Især en scene, hvor han stjæler et overvågningsbånd med en ‘epic fail’- YouTube-video som distraktion, var en Emmy-værdig genoplivning af falde-på-hale-komikken, og det samme var Fielders generelt overraskende store dramatiske evner.
Finalescenen var fra en anden planet og den perfekte sløjfe på hele seancen.
Kan ses på SkyShowtime – læs Soundvenues anmeldelse.
5. ‘Baby Reindeer’
Meget kan man sige om verdens største streamingtjeneste, men Netflix’ evne til at skabe globale fænomener fra af de mest uventede kanter er charmerende i et landskab, hvor fedtspilleri og kalkuler ellers er i højsædet.
Der var absolut ingen – heller ikke serieskaber og hovedrolleindehaver Richard Gadd selv – der kunne have forudset, at en lille britisk serie om en sørgelig komiker og hans manierede stalker ville blive en af de mest sete serier nogensinde.
’Baby Reindeer’ tog fusen på os alle ved at udvikle sig i en gradvist og chokerende mørkere retning, jo flere afsnit man så i føljetonen om den mislykkedes standupper Donny Dunn og den psykisk forstyrrede kvinde Martha, der bliver besat af ham. Serien var et fascinerende psykologisk studie i skam, besættelse og misbrug, kontroversielt baseret på Richard Gadds egen historie.
Man kan diskutere, om serien var et så empatisk portræt af en stalker, som ellers var fortællingen om den til at begynde med (det vil den rigtige Martha i hvert fald betvivle men portrættet af ofret – Donny Dunn – var til gengæld ualmindeligt velbeskrevet.
Kan ses på Netflix – læs Soundvenues anmeldelse.
4. ‘Fallout’
Som skrevet tidligere på sommeren var ’Fallout’ årets hidtil bedste storserie – i hvert fald for nybegyndere.
For mens Soundvenues anmelder med indgående kendskab til spillene bag var mellemfornøjet, stod ’Westworld’-skaberne Jonathan Nolan og Lisa Joys seriematisering anderledes skarpt, når man så den uden forhåndsviden.
Joy og Nolan tog tilsyneladende ved lære af Damon Lindelof i deres både skæve, humoristiske og chancebetonede take på den postapokalyptiske sci-fi-genre. Fortællingen kredsede om den naive bunker-beboer Lucy, den flere hundrede år gamle cowboy Cooper og den feje væbner Maximus og deres færd gennem et atomkrigsødelagt USA, hvor man aldrig helt vidste, hvad der ventede om næste hjørne.
Serien boblede over af filosofiske og samtidskommenterende lag, men i forgrunden stod hele tiden den mere umiddelbare lyst til at udforske den degenererede verdens mærkværdigheder og mysterier.
Vores anmelder har udtrykt håb for, at han vil komme til at holde af serien i sæson 2, så der satser vi på, at vi mødes i ét stort ’Fallout’-elskende kram.
Kan ses på Prime Video.
3. ‘Den sorte svane’
Hvad er der snart tilbage at skrive om TV 2 og Mads Brüggers sensationelle dokumentar, der fyldte mere i samtalerne landet over end selv Martin Brygmanns modus operandi og Kasper Hjulmands evner som landstræner til sammen?
Seriens afsløringer og moralske komplikationer er blevet gransket fra ende til ende, så her vil vi nøjes med at slå fast, hvor fuldkommen exceptionelt ’Den sorte svane’ er som værk. Aldrig har vi fået et så ufiltreret indblik i den kriminelle underverdens adfærd og omgang med hinanden, som vi normalt har måttet nøjes med at forestille os ud fra fiktionens portrætter i ’The Wire’ og ’Bedrag’.
Og aldrig har vi på dansk grund set en kompleks afslørende dokumentar krydret med et så fint lag af poesi og fortælleglæde, som vi fik takket være Mads Brüggers overskudsagtige tilgang til alt fra voice over til Frida Kahlo-malerier.
Som bemærket i vores anmeldelse kunne man nok have ønsket, at Brügger og TV 2-journalisterne var gået hårdere til Amira Smajic, hvilket efterspillet har bekræftet. Men tilbage står stadig en dokumentar, som man vil undervise i på de højere læreanstalter i mange år frem.
Kan ses på TV 2 Play – læs Soundvenues anmeldelse.
2. ‘Ripley’
Hvad skulle vi med endnu en filmatisering af Patricia Highsmiths romanklassikere om den psykopatiske wannabe Tom Ripley? Det spurgte man sig selv, inden ’Dronningegambit’-skaber Steve Zaillians Netflix-serie med Andrew Scott i titelrollen ramte streamingtjenesten.
Men svaret var – blandt andet: Vi skulle få en af de flotteste tv-serier nogensinde.
I knitrende knivskarp sort-hvid udnyttede Zaillian til fulde den italienske arkitektur og kunst til at skabe en ramme om Ripleys indladende fascination af rigmandsparret Dickie og Marge, som var ualmindeligt smuk i sig selv og samtidig reflekterede Ripleys kryptiske psyke på pirrende vis.
Men ’Ripley’ var ikke kun en æstetisk pragtpræstation, den var også et studie i suspense, som ville gøre Hitchcock stolt, og som ikke blev mindre effektfuld af, at man kendte historien fra enten Highsmiths bog eller Anthony Minghellas filmatisering med Matt Damon fra 1999.
Andrew Scott bragte en moden kulde til rollen, mens Maurizio Lombardi stjal billedet som den stakåndede, men cool inspektør Ravini, der pustede Ripley i nakken i scener, hvor man som seer glemte at trække vejret.
Det er helt i orden med os, hvis Netflix giver Steve Zaillian lov til også at instruere de næste bøger i rækken om Ripley.
Kan ses på Netflix.
1. ‘One Day’
I februar stak Netflix en kniv i hjertet på os alle sammen, da de gav David Nicholls’ bestseller-fænomen ’One Day’ en tur mere i manegen.
Historien var den samme som i bogen fra 2009 og filmen fra 2011: Post-dimissionsmødet mellem den skarpe, grovmundede arbejderklassepige Emma Morley og den rige, men retningsløse hypercharmør Dexter Mayhew den 15. juli 1988, som udvikler sig fra et intenst uforløst engangsknald til et 20-årigt kærlighedsforhold, venskab og situationship.
Men når den nu allerede var læst af millioner og ovenikøbet filmadapteret til mellemfornøjelighed, hvad skulle vi så egentlig med endnu en omgang ’One Day’?
Mindes storslået om, hvordan det nu er, at en kærlighedshistorie føles, når den er bedst og allermest ægte. For så at flå vores februarhjerter i tusind stykker.
De spillevende præstationer fra de unge talenter Leo Woodall og Ambika Mod kunne man ikke andet end at forelske sig i, mens næsten samtlige af de 14 afsnit var knivskarpt fortalt.
Det var så smukt og smertefuldt, at man stadig kan mærke det.
Kan ses på Netflix – læs Soundvenues anmeldelse.