’Shōgun’: Man oplever fortidens Japan fra første parket i storslået seværdig miniserie
I 1975 udkom den australske forfatter James Clavell med lidt af en moppedreng i form af det storslåede epos, ’Shōgun’, der strakte sig over cirka 1200 sider.
Clavells roman er tidligere blevet filmatiseret i miniserieformat i 1980, hvor Richard Chamberlain og den legendariske Toshiro Mifune (’De syv samuraier’) spillede hovedrollerne. Denne gang er det med Cosmo Jarvis (’Raised by Wolves’) og Hiroyuki Sanada (’Ring’) i rollerne som Blackthorne og Toranaga. Studiet bag remaket, FX (med Disney i ryggen), har efter sigende kastet et rekordhøjt beløb efter ægteparret Rachel Kondo og Justin Marks (forfatteren bag ’Junglebogen’-remaket fra 2016), der er tovholdere på serien.
Derudover råder remaket over et overvejende japansk-domineret cast, mens Sanada er krediteret som producer på serien. Forventningerne har derfor været enorme, og resultatet imponerer da også.
’Shōgun’ handler om den britiske sømand John Blackthorne, der i 1600-tallet strander i Japan, som er præget af et feudalistisk samfund. Blackthorne, der også nærer ambitioner på egne vegne, ender kort efter sin ankomst til Japan i midten af et politisk magtspil, der udspiller sig mellem de japanske lensherrer.
Efter et ikke helt gnidningsfrit førstehåndsindtryk med lokalbefolkningen får Blackthorne til sidst indyndet sig hos den kløgtige lensherre (eller daimyo på japansk) Lord Toranaga, der ser britens udefrakommende perspektiv og unikke erfaringer som en taktisk fordel, han kan drage nytte af i kampen mod sine modstandere, herunder rivalen Ishido (Takehiro Hira).
Samtidig forsøger de portugisiske munke, der på dette tidspunkt var missionærer, at influere magtspillet, da de ønsker at udbrede katolicismen i Japan, hvilket også kolliderer med Blackthornes protestantiske overbevisninger. Blackthornes håb om at vende hjem til England ligger derfor i hænderne på Toranaga, der både må tage stilling til Blackthornes og Japans fremtid.
Sammen med den konceptuerende instruktør Jonathan van Tulleken har showrunnerne Kondo og Marks iscenesat en stor og pompøs serie, der byder på gennemtænkt produktionsdesign og storslået cinematografi. De fugtige skove og imposante bjergklipper samt rekonstruktionen af fortidens Osaka danner alt sammen et medrivende bagtæppe for Blackthornes kulturchok, og det skaber en intensiv indlevelse.
Samtidig leverer serien en stemningsmættet tone, der afspejler samuraiernes levevis og kultur, såsom det blodige seppuku-ritual (hvor en samurai begår selvmord ved at skære sin mave op), hvilket serien ikke er bleg for at demonstrere.
Seriens overvejende japanske rollebesætning er glimrende og dygtige. Hiroyuki Sanada gør Toranaga til en lige dele kynisk, mægtig og udspekuleret hersker, der undervejs må træffe svære valg og træde varsomt, da flere af hans rivaler har Japans magt og fremtid i kikkerten. Også Anna Sawai (’Monarch: Legacy of Monsters’) gør en god figur som Blackthornes oversætter Mariko, som selvsamme Blackthorne knytter et tæt bånd med.
Cosmo Jarvis imponerer også som Blackthorne, der modvilligt bliver en del af Toranagas inderkreds, men som gradvist indser, at han måske er skæbnebestemt til at blive ved lensherrens side. Jarvis står tilmed for de sjoveste momenter i den ellers intense serie, hvor hans reaktioner på de mange kulturforskelle ofte bliver mødt med et lag af britisk sarkasme.
Flere steder sænkes seriens tempo unødvendigt meget, hvilket forstærkes af et enormt karaktergalleri og en dialog, der bliver lidt tung i længden. Serien vil både omfavne flashbacks, borgerkrig, naturkatastrofer, religion og portugisiske missionærer, hvilket er i overkanten.
Det ændrer dog ikke på, at ’Shōgun’ generelt er en stærkt seværdig miniserie.
Kort sagt:
Med en veludført iscenesættelse og en række fornemme skuespilspræstationer er ’Shōgun’ en medrivende serie, der suger sit publikum med tilbage til fortidens Japan fra første parket.
Anmeldt på baggrund af de første otte afsnit.