»Gå ikke glip af det«, skrev Indiewire. »Umulig at se væk fra«, skrev The Guardian. Soundvenues egen anmelder gav topkarakter til den »fantastisk forfærdelige« serie baseret på de første fire afsnit.
Hvad skete der så, efter ‘The Curse’ endelig landede i Danmark i begyndelsen af året?
Ikke så meget.
For selvom hypen ved ankomsten var stor, navnene ultrainteressante (Emma Stone, Nathan Fielder og Benny Safdie) og anmeldelserne gode, virker det, som om seerskaren er endt som en meget eksklusiv skare. Hvor nærmest ingen har set serien færdig.
Og med en placering på ‘Yellowstone’-højborgen SkyShowtime, en underholdningsmæssig fordøjelighed a la ‘Twin Peaks’ møder ‘The Comeback’ og et selvmål af en evighedspause mellem den danske streamingtjenestes frigivelse af første og anden halvdel af afsnittene, forstår jeg det desværre godt.
Men der er guld for enden af seriens regnbue af afsindighed. Så gør lige dig selv en tjeneste og se det færdigt. Eller se den sidste halvdel af sidste afsnit i det mindste. For hvis man misser det, går man glip af en af de mest syrede og uforudsigelige seriefinaler nogensinde.
Og det her er altså sidste afkørsel, inden du får spoilet en utrolig tv-oplevelse.
Et genialt twist
Ordet kafkask bliver brugt alt for meget. Men det, der sker (cirka) 26 minutter inde i det 10. ‘The Curse’-afsnit, ‘Green Queen’, er vitterligt noget Gregor Samsa-shit.
De første mange minutter virker det ellers, som om der er et lidt ‘Atlanta’-agtigt konceptafsnit i gang.
Der er gået flere måneder siden sidst, da vi ser Asher og nu højgravide Whitneys indslag i talkshowet Rachael Raye, hvor de giver et tåkrummende interview fra en videoforbindelse, mens Vincent Pastore (Pussy fra ‘The Sopranos’) demonstrerer kødboller fra sin nye kogebog i studiet.
Senere tager de ud for at forære faren Abshir og hans døtre (der forbandede Asher på parkeringspladsen) et hus i håb om et tårevædet »move that bus«-moment a la ‘Extreme Home Makeover’. Han forholder sig dog dybt skeptisk til sine hvide ‘velgørere’, beder om penge til at betale ejendomsskatten og hverken smiler eller siger tak. Da det ligner, han græder, er det bare, fordi han har fået støv i øjnene …
Alt det når man dog at glemme, da afsnittet først rigtigt begynder at blive absurd ud over det normale niveau af ‘The Curse’-cringe.
For hvor tidligere har været alle omkring Siegel-parret, der har lidt under deres frelsermanier og rådne personligheder, er det til sidst dem, der bliver udsat for et straffende indgreb fra kosmos.
Flyvende Fielder
En morgen vågner parret op i hver deres ende af deres energineutrale spejlkabinet af et hus. Da Whitney vågner i sengen, ligger Asher og sover oppe i loftet. Hvilket vi opdager i en lusket langsom panorering, der er umulig at tage øjnene fra.
Der er sket noget med tyngdekraften, så Asher ikke har jordforbindelse. Det hjælper ikke, da de forsøger at trykudligne ved at åbne en dør. Han plopper rundt i loftet som et desperat barn i angstens hoppeborg, og det er en tour de force i fysisk komik i sig selv. Så går Whitney selvfølgelig i fødsel, og Emma Stone tager del i den uforligneligt spillede panik.
Det er på en måde som at se en metafor om faderrollens overflødighed under en fødsel omsat til scenen med den svævende tante Marge i ‘Harry Potter og fangen fra Azkaban’.
Whitney forsøger panikslagen at hive sin mand ned, men det bliver ikke bedre, end at de for en kort stund svæver i luften som sammenfiltrede tvillingefostre. Hvilket bliver deres sidste berøring, inden det står klart, at hans dage som den grønne dronnings hofnar er ovre.
Da Asher bugserer sig selv udenfor, er han stadig i fri himmelfart (»I’m falling upwards!«, skriger han) og reddes kun af at klamre sig tegneserieagtigt fast til en gren. Han sender Whitney afsted til hospitalet og beder hende »fokusere på babyen i din mave, ikke babyen i træet«.
Der hænger han så, indtil brandvæsnet, og selvfølgelig den nedrige producer Doug med kameramand og drone, ankommer. Mistroiske over for hele fadæsen saver redderen grenen over. Hvorefter Nathan Fielders Asher altså bliver slynget ud i universet i raketfart og aldrig kommer tilbage.
Udtrykket opblæst mandeego får en forrygende ny mening.
Hvad fanden skete der?
Der er masser af måder at fortolke, hvad seriens gale og geniale skabere, Benny Safdie og Nathan Fielder, vil sige med slutningen (min alternative favorit kommer fra en Vulture-skribent, som opfatter duoen som sitcom-karakterer fanget i den virkelige verden ved mørk magi).
Men det er ikke nødvendigvis så grebet ud af den blå luft, som man kunne tro. Forbandelser har luret i titlen og alle afkroge. Fra produceren Doug der lokker alle i reality-fordærv med sit kamera, husene bygget med virkelighedsforvrængende spejlsider, hele ‘Fliplanthropy’-projektet som kapitalismens og gentrificeringens forbandelse.
Mere konkret bliver det dog, hvis man ser på en enkelt replik. I afsnit ni forsøgte Whitney at få Asher til at forlade hende ved at tvangsindlægge ham til at se et fraklip fra reality-programmet, hvor hun mere eller mindre sagde, at hun afskyede ham.
Det havde dog den omvendte effekt på den nedværdigelsesliderlige Asher, der bekræftede sin troskab ved at love at forsvinde, så snart hun ikke ønskede ham hos sig længere. Giftig fornyelse af ægteskabsløfterne med følgende fatale ord:
»Jeg vil forsvinde, og du vil ikke behøve at sige det. Jeg vil kunne mærke det, og jeg ville forsvinde«.
Og så snart Whitney bliver mor – til en lille kopi af ham – er Ashers tid kommet. Vi siger farvel til hende, hvor hun smiler til sit spædbarn og har glemt alt om sin flyvende mandebaby derhjemme.
Hvordan slutter man en serie, der aldrig rigtigt dedikerede sig til traditionelle konventioner? Hvor der aldrig var skyggen af nogen at heppe på? Med en deus ex machina-manøvre på meth!
Bravo. ‘The Curse’-finalen var en genialt latterlig ophævelse af tid og rum, et virkelig sjovt punktum på en feberdrøm og en forfriskende tilføjelse til seriehistorien.
‘The Curse’ kan ses på SkyShowtime.