Viggo Mortensen er ikke specielt tilfreds med, at Amazon udgav 2022-dramaet ‘Thirteen Lives’ (næsten) udenom biograferne og sendte filmen direkte til streamingpremiere på Prime Video. Det forklarer den danske Hollywood-stjerne og filmskaber i et længere interview med Vanity Fair.
‘Thirteen Lives’ er baseret på den virkelige redningsaktion fra 2018, hvor et hold af britiske dykkere lykkedes med at få 12 thailandske drenge og deres fodboldtræner ud af en grotte, som de havde været fanget i gennem 18 dage. Mortensen spiller en af hovedrollerne i filmen, der er instrueret af Ron Howard.
I interviewet med Vanity Fair fortæller Mortensen, at filmen blev udgivet på Amazons Prime Video efter en uges visninger i ganske få biografer. Oprindeligt var filmstudiet MGM’s plan ellers at udgive filmen »på verdensplan i mange, mange, mange tusinde biografer«, men den plan blev skrottet, da MGM blev opkøbt af Amazon. Den beslutning kalder danskeren »skammelig«.
»Så købte Amazon MGM og lovede oprindeligt at respektere den aftale, som MGM havde indgået med Ron Howard, og så vendte de på en tallerken. Dybest set kunne man se den film i en uge i Chicago, New York, L.A. og London, og det var det. Så havde du streaming, som jeg syntes var rigtig trist. Det er en rigtig flot skudt film. Så det bekymrer mig«, siger Mortensen.
»De har alle deres undskyldninger for, hvorfor de gjorde det, men det kommer i sidste ende ned til grådighed. Hvor mange penge har du brug for? Jeg tror, at Amazon sagtens kunne have respekteret aftalen, som de sagde, de ville, og have udgivet den bredt i biograferne og ladet den køre. Og så kunne de også have tjent penge på streaming«, fortsætter han.
»Men de regnede med, at det ville være mere omkostningseffektivt – det vil sige, de ville tjene flere penge – hvis de ikke skulle bøvle med at bruge penge på at promovere den og sætte den op i biografer og dele de penge med biografer. Helt ærligt. Det er det, det kommer ned til. For mig er det grådighed«.
Viggo Mortensen er for tiden biografaktuel som både hovedrolleindehaver og instruktør med sin western ‘Til verdens ende’.