’Til verdens ende’: Man mærker Viggo Mortensens personlige ophav i hans smukke og episke western
En ridder i rustning møder en lille fransk pige i en skov. Han stiger af hesten, sætter sig på knæ og melder, at han står til tjeneste.
Med dette meget atypiske motiv for genren indleder Viggo Mortensen sin nye western, ’Til verdens ende’.
Undervejs vender drømmesynet flere gange tilbage i nye former, der giver det dansk-amerikanske koryfæs anden spillefilm som instruktør et mytisk og magiskrealistisk skær. Det passer godt til den patosfyldte skæbnefortælling, som udspiller sig under og efter Den amerikanske borgerkrig nær USA’s vestkyst.
Her slår to egenrådige mennesker sig sammen i håbet om at skabe et meningsfuldt liv sammen. Den ene hovedperson er førnævnte franske pige som voksen, spillet af altid fremragende Vicky Krieps (’Phantom Thread’). Vivienne, som hun hedder, vil selv styre sit liv. Derfor beslutter hun sig for aldrig at gifte sig med nogen som helst.
Tilfældigt støder hun på den danske tilflytter og krigsveteran Holger Olsen, gestaltet med få ord af Viggo Mortensen selv. Kemien er der med det samme. De tilbringer natten sammen, og herefter beslutter de sig for også at tilbringe resten af livet sammen i Olsens lille træhus.
De to hovedkarakterers samspil står stærkt, fordi deres kærlighedsfortælling kommer med flere torne end rosenblade. Selvom de er enige om, at de vil dele livet sammen, er de ikke just på bølgelængde, når det kommer til den praktiske udførelse. Både Olsen og Vivienne er nemlig enspændere, der ynder at gå egne veje – også hvis det fører dem helt, ja, til verdens ende.
»Du lever som en hund«, siger Vivienne forarget, første gang hun ser Olsens beskidte hytte, som nu også er hendes hjem. »En glad hund«, svarer Olsen. Snart efter hiver han hende med ned i en dynge komøg og kysser hende.
Flere udfordringer kommer hurtigt i vejen for deres lykke. Én af disse er rigmanden Aflred Jeffries (Garret Dillahunt) og ikke mindst hans uforudsigeligt ondskabsfulde søn Weston Jeffries (Solly McLeod), som tyer til vold mod lokalsamfundets svageste, hvis han ikke får sin vilje.
En anden udfordring er Olsens beslutning om at lade sig hverve til borgerkrigen for Unionen og kampen mod slaveri – en beslutning, som Vivienne kalder »egoistisk«. Med Olsen borte må hun på egen hånd kæmpe for sit hjem og sin egen overlevelse, hvilket ikke er en nem sag i denne korrupte og voldsomgærdede udkant af USA.
Man kan sagtens se, at ’Til verdens ende’ er skabt af samme mand, der instruktørdebuterede i 2020 med demensdramaet ’Falling’.
Ligesom familiedramaet var inspireret af Mortensens forældres kamp med demens, har den nye film også udspring i hans personlige ophav.
I pressematerialet fortæller Mortensen således, at han begyndte at skrive manuskriptet, da han stødte på de bøger, hans mor læste som barn – middelalderlige fortællinger om riddere og eventyr, der altså kommer til udtryk i Viviennes tilbagevendende drømmescene.
I begge film er Mortensen optaget af minder, fortrydelse og tiden, der rinder ud. Også i ’Til verdens ende’ træffer faderfiguren – denne gang meget mere sympatisk end gnavpotten i ’Falling’ – nogle dårlige beslutninger, som han vil bære med sig resten af livet.
Mortensens fascination af livets gang kommer også til udtryk i hyppige tidsspring. Hvor ’Falling’ klippede mellem to tidslige spor, hopper ’Til verdens ende’ mellem endnu flere forskudte plotforløb med de samme karakterer. Det fragmenterede udtryk giver tematisk mening, men gør desværre også filmoplevelsen unødigt forvirrende og en kende langtrukken.
Trods dette mindre vellykkede greb har Mortensen skabt en solid, spændende og virkelig stilsikker western, der indeholder en storfilms tålmodighed og episke vingefang.
Man lægger særligt mærke til den danske filmfotograf Marcel Zyskinds lange indstillinger og smukke totalbilleder, der giver god plads til horisontlinjen og vækker mindelser om Hollywood-legenden John Fords ikoniske westernlandskaber.
I rulleteksterne dedikerer Viggo Mortensen meget passende ’Til verdens ende’ til sin afdøde mor. Filmen fungerer netop som en hyldest til moderskikkelsen, der på egen hånd kæmper for sig selv og sin familie. Som den franske helgen Jeanne d’Arc, der også nævnes i Viviennes flashbacks til barndommen, holder Vivienne ryggen rank trods forfærdeligt smertefuld modgang.
Mange andre film ville fokusere på manden, der heroisk drager i krig. Men for Viggo Mortensen er den efterladte kvinde filmens egentlige helt.
Kort sagt:
Viggo Mortensens anden spillefilm som instruktør er et smukt og episk westerndrama med en stærk kærlighedsfortælling i centrum.