Filmstudierne har kæmpet om rettighederne til Britney Spears’ storsælgende selvbiografi ‘The Woman In Me’, og de er endt med at gå til Universal. Det skriver Deadline, der desuden rapporterer, at der er en instruktør tilknyttet filmatiseringen – nemlig Jon M. Chu.
Jon M. Chu specialiserer sig i film om musikere og musik. Han står bag begge film i den kommende todelte filmatisering af musicalsuccesen ‘Wicked’, og han har tidligere filmatiseret Lin-Manuel Mirandas musical ‘In the Heights’. Derudover står han bag to Justin Bieber-koncertfilm og to film i dansefilmsserien ‘Step Up’. Wus største succes må dog nok være hans knap så musik-fokuserede film ‘Crazy Rich Asians’, der er en filmatisering af bogen af samme navn.
Marc Platt er tilknyttet som producer, skriver Deadline. Marc Platt har arbejdet sammen med Chu om den kommende ‘Wicked’-filmatisering, men derudover har han en masse film på samvittigheden, der også ofte har musik i fokus. Nævneværdige udpluk i hans producerkarriere tæller ‘Legally Blonde’, ‘Scott Pilgrim vs. the World’, ‘Drive’, ‘Into the Woods’, ‘La La Land’ og en lang stribe af Disneys live action-filmatiseringer af animationsklassikere.
Der er ikke andre navne officielt tilknyttet endnu, men rollen som Britney bliver sandsynligvis ganske eftertragtet.