Her i december har vi både kåret årets bedste film sådan helt generelt og de bedste film, der gik direkte på streaming. Men der er også en række film, vi slet ikke har fået mulighed for at se herhjemme – hverken i det almindelige biografkredsløb, på festivalerne eller de danske streamingtjenester. De har ellers oparbejdet sig et vist ry i løbet af året, og det er synd og skam, at det danske publikum foreløbigt er blevet snydt.
Vi har samlet en pulje, der er værd at holde øje med, når/hvis de pludselig dukker op på en streamingservice nær dig.
’Crazy Rich Asians’
Mens alle herhjemme snakkede om ’Black Panther’s essentielle symbolværdi for repræsentationen af sorte hovedroller i superheltefilm, blev vi snydt for succeskomedien ’Crazy Rich Asians’, der ligeledes skrev filmhistorie som den første store amerikanske romcom med et rent asiatisk cast. Asiatiske skuespillere har alle dage haft svære kår som romantiske leads, men ’Crazy Rich Asians’ lod hånt om Hollywoods usagte racefordomme, og historien om amerikaneren Rachel (Constance Wu), der finder ud af, at hendes søde, afslappede kæreste Nick (Henry Golding) er arving til et forretningsimperium i Singapore, var intet mindre end brandcharmerende.
Streamingtjenesterne må tage affære og få filmen klar til Valentins Dag.
’Support the Girls’
Forestil dig at finde venskab, kærlighed, loyalitet og et spirende oprør på en… Hooters. Nu er det ikke lige nøjagtigt i den berygtede restaurant med halvklædte kvinder på serveringen, hvor ’Support the Girls’ foregår, men Double Whammies er en nær slægtning, hvor konceptet er sport, burgers og store bryster.
I spidsen for foretagendet står den sympatiske Lisa (Regina Hall i karrierens bedste rolle), der dirigerer med kærlig, men fast hånd. Vi møder hende og hendes spraglede forsamling af storbarmede tjenerinder på en særligt udfordrende dag og får et sjældent empatisk indblik i fællesskabet mellem de hårdt prøvede working poor-skæbner. Instruktør Andrew Bujalski iscenesætter som en flue på væggen – blot med masser af varme, oprigtig kærlighed og først og fremmest energisk humor i denne film, der er at finde på flere toneangivende amerikanske mediers valg af årets bedste.
’Bodied’
Instruktør Joseph Kahns opfølger til teen-slasher-komedien ’Detention’ bliver kaldt en herligt syret rap-satire, produceret af Eminem, der fortæller historien om Adam (Calum Worthy) – en ranglet, hvid teenager, der opdager et overraskende raptalent, ’8 Mile’-style med et drys af ’Scott Pilgrim vs. the World’. ’Bodied’ provokerer, idet Adam langsomt omfavner racistiske og tiltagende misogyne oneliners som en del af ’kunsten’, men filmen – med sin asiatisk-amerikanske instruktør og hovedsageligt farvede cast – skulle netop søge at italesætte publikums reaktion. Udnævnt i de amerikanske medier som en af de mest interessante hiphop-film til dato og en hudfletning af racerelationer og hvidt privilegium i en subkultur.
’Tyrel’
Chilenske Sebastián Silva ’Tyrel’ var 2018’s oversete ’Get Out’-beslægtede horrorpletskud, der handlede om Tyler (Jason Mitchell fra ’Straight Outta Compton’), den eneste sorte mand til en vild bro-weekend i en afsidesliggende bjerghytte. I takt med at alkoholindtaget løber løbsk, kravler racefordomme og voksenmobning ud af skabet, og Tyler begynder i stigende grad at føle sig fanget i et hvidt mareridt, flankeret af Jon Snow aka. Christopher Abbott, Michael Cera og Caleb Landry Jones (der som bekendt også spillede et dumt hvidt svin i ’Get Out’).
’Eight Grade’
Komikeren Bo Burnham har et vist navn også i Danmark, mens de bedste af de amerikanske coming of age-film som regel får et liv herhjemme, fra ’The Edge of Seventeen’ til ’Lady Bird’. Men ikke ’Eight Grade’ – desværre.
Burnham behandler med udsøgt følsomhed en tid, vi normalt sjældent ser i coming of age-film,. Da vi først møder hovedpersonen Kayla, en ung teenager, optager hun en video til sin Youtube-kanal om at turde være sig selv. Men i virkeligheden, når kameraet er slukket, er hun ensom og venneløs med et standard-anstrengt forhold til sin far, som hun bor alene med. Vi kommer helt tæt på Kayla – på hendes usikkerhed og desperation efter at blive en del af flokken. Hun spilles med utrolig overbevisning af debutanten Elsie Fisher i et sjældent rammende portræt af, hvordan det er at være ung i en SoMe-tid.
Nøglesamtalen mellem Kayla og hendes far mod slutningen gør far-søn-snakken i ’Call Me By Your Name’ rangen stridig som årets bedste af sin slags. Som resten af filmen vrider den i hjertet – men ikke uden håb.
’Blaze’
Ethan Hawke troner på toppen af vores liste over årets bedste film i den sublime ’First Reformed’, men 2018 bød også på en storrost instruktørpræstation fra den alsidige stjerne, hvis indiefilm ’Blaze’ er en kærlig hyldest til folk-sangeren Blaze Foley, spillet med stærk intensitet af det nye talent og Hawkes personlige ven Benjamin Dickey (endnu en underkendt præstation i år). Instruktøren har selv kaldt ’Blaze’ for en »gonzo indie country-western opera«, men filmen skulle (lykkeligvis) være noget mere akustisk afdæmpet og springe lydefrit frem og tilbage i tid i fortællingen om Foleys whiskey-påvirkede musikerliv, der sluttede brat og trist med mordet på ham i 1989.
’A Prayer Before Dawn’
I ’A Prayer Before Dawn’ fortæller filmmager Jean-Stéphane Sauvaire (’Johnny Mad Dog’) den virkelige historie om den engelske bokser Billy Moore (spillet med brændende indlevelse af Joe Cole fra ’Peaky Blinders’), der smides i Thailands notoriske fængsel ’Bangkok Hilton’ og må deltage i brutale kamp-events for at vinde retten til frihed. Filmen bliver betegnet som en voldsom oplevelse, der sætter sig dybt i kroppen mens alle muskler spændes, og man mærker Billys fysiske såvel som psykiske klaustrofobi igennem Sauvaires udeladelse af undertekster på al thailandsk dialog.
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret