Disneys store live action-film rangeret – fra junglemagi til Frankenstein-flop

I denne måned svømmer Ariel igen ind på det store lærred i Disneys live action-filmatisering af ’Den lille havfrue’, men hvilke af studiets animationsklassikere i nye, virkelighedstro klæder har gjort det bedst? Og hvilke forbiere sank til bunds? Vi rangerer Disneys 12 største live action-film fra nyere tid.
Disneys store live action-film rangeret – fra junglemagi til Frankenstein-flop
Emma Stone i 'Cruella'. (Foto: Disney)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 12: ’Pinocchio’ (2021)

Man spørger sig selv, om verden havde brug for hele tre ’Pinocchio’-filmatiseringer, den ene mere creepy end den anden, på bare to år: Disneys, Roberto Benignis og Guillermo del Toros. Og svaret er et rungende nej.

Helt galt går det i Robert Zemeckis imponerende rædderlige udgave, der nærmer sig den fuldendte filmiske katastrofe. En fejlslagen Frankenstein for børn, hvis tonale pendul svinger vildt og ufokuseret mellem kvalm hygsomhed og mareridtssekvenser, der kan skræmme Pennywise tilbage i kloakken.

Indrømmet: Det er en svær opgave at gå til det grumme italienske eventyr, der selv i Disneys tegnefilmklassiker bærer et vist præg af forlæggets foruroligende uhygge – ikke så få børn lider en krank skæbne i ’Pinocchio’ (de kunne jo bare lade være med at stikke trynerne i sliktruget, ikke?). Men det undskylder ikke den linde strøm af uskønne effekter, tåkrummende jokes og overspillende biroller, der her udgør dukkedrengens grimme verden.

Castingen af Zemeckis’ ’Forrest Gump’-muse Tom Hanks som gamle Gepetto, der forsøger at genskabe sin døde søn i træ (igen, hej Frankenstein), er på papiret et følelsesladet home run, men med undtagelse af halvandet minuts klangfuld melankoli i filmens åbningsscene er skuespilleren komplet spildt i det sjælløse maskineri.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 11: ’Mulan’ (2020)

Hvor selv de svagere titler ovenfor alle byder på et eller flere fine øjeblikke, er der forsvindende lidt positivt at sige om instruktør Niki Caros (’Whale Rider’) humorforladte forsøg på at skabe en feministisk Disney-heltinde til tiden.

Filmen var omgærdet af massiv kontrovers længe før premieren takket være hovedrolleindehaver Liu Yifeis støtte til Hong Kongs politi og offentliggørelsen af, at Disney havde filmet i Xinjiang-provinsen, der huser Kinas notoriske »genopdragelseslejre« (få overblik over alle kontroverserne i artiklen HER). Men selv når man ser bort fra udenoms-furoren, tynges ’Mulan’ af identitetsforvirrede bestræbelser på at tilgodese både kinesiske interesser og vestlig mainstreamsmag – der dog i sidste ende ikke forhindrede filmen i at floppe over hele linjen.

Mulan kan gribe efter mandlige privilegier ved at flyve-sparke til skæftet af et samuraisværd, men fysisk kapow giver ikke status som feministisk ikon, når der ikke er andre karaktertræk at spore end iveren efter at please imperiet – præcis som alle mændene omkring hende. En rungende hul skuffelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 10: ’Peter og Dragen’ (2016)

Syv år før han tog roret i den aktuelle ’Peter Pan & Wendy’, gav instruktør David Lowery os en live action-version af ’Peter og Dragen Elliott’. Eller det vil sige – han gav os endnu en live action-version, idet originalen fra 1977 ligeledes bød på virkelige skuespillere over for et styks animeret sagndyr (dengang håndtegnet).

Da lille Peters forældre bliver dræbt i et biluheld langt fra lands lov og ret, kravler drengen ud af vraget og lige i armene på en gigantisk, pelset hyggedrage. Elliott bliver Peters bedste ven og beskytter, men da menneskenes masseskovrydning tvinger duoen frem i lyset år senere, går der selvfølgelig ’Befri Willy’ møder ’Jurassic Park’ i historien.

Det kan virke paradoksalt at skyde et eventyr i skoen, at det fremstår formularisk, men selvom ’Peter og Dragen’ fungerer som børneunderholdning – og dragen er knuselskeligt udført – er det velkendt vin på knap så nye flasker, der ikke formår at kanalisere sin største åndelige inspiration: Steven Spielbergs familiefilm.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 9: ’Lady og Vagabonden’ (2019)

Alle dem, der ønskede sig mere ekspressive løvemunde og smilerynker i ’Løvernes konge’, bør gøre sig selv den tjeneste at se ’Lady og Vagabonden’, inden de brokker sig igen. For er der én ting, der glammer til himlen i ’Lego: Ninjago’-instruktøren Charlie Beans hunderomance, er det ved gud de pelsede stjerners forstyrrende ansigtsmimik, når virkelige hunde parres med CGI.

Med det sagt er ’Lady og Vagabonden’ ikke den fæle fiasko, nogle anmeldere proklamerede ved premieren – her er ufarlig oldschool-hygge til en familiefilmaften for børn og deres firbenede venner (min egen hund sad tryllebundet foran fjernsynet). Stemmecastet med Tessa Thompson og Justin Theroux i front er udmærket, og Janelle Monáe leverer en laber udgave af ’He’s a tramp’, men som voksen seer savner man originalens særlige charme, der gjorde spaghettiscenen så romantisk som nogen storfilm.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 8: ’Aladdin’

Når ’Aladdin’ er bedst, er filmen momentvist et regulært festfyrværkeri. Som i ’Prins Ali’, der her kan friste selv en voksen seer til at smide armene over hovedet og skråle med. Og prinsesse Jasmins nye, smukke soloballade ’Speechless’, der gør sit for at spidde sexismen omkring karakteren, fremført af multitalentet Naomi Scott.

Men det er ved ørkenguderne ikke helt heldigt for filmens overordnede succes, at »sexede« 30-something Jafar i skikkelse af Marwan Kenzari har betydeligt mere karisma end hovedrolleindehaver Mena Massoud, der til sammenligning fremstår decideret charmeforladt.

Det helt store samtaleemne ved premieren var dog selvfølgelig Will Smiths præstation i hedengangne Robin Williams’ glansrolle som Genie, og det er velkomment, at den siden vanærede A-lister gør karakteren så meget til sin egen, at copycat-kritikken mirakuløst udebliver.

Men det rykker ikke ved, at Guy Ritchies (!) værk, der skulle slå et slag for racediversificeringen af Disneys storfilm, er for ujævn og for generisk hektisk til at holde tæppet i luften spilletiden ud.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 7: ’Skønheden og Udyret’

Nyfortolkningen af »A tale as old as time … « blev den første af Disneys live action-film, der indtjente mere end en svimlende milliard dollars på verdensplan, kun overgået siden af ’Løvernes konge’ og ’Aladdin’. Men under ’Twilight: Breaking Dawn’-instruktør Bill Condons vinger fremstår filmen ikke desto mindre for glat til at genskabe tegnefilmens fortryllede univers, der tilbage i 1994 landede en historisk Oscar-nominering for Bedste spillefilm.

Emma Watson er en lidt for anonym Belle, mens Dan Stevens er forklædt som mystificerende ringe designet CGI-bæst, og de to har omtrent nul procent kemi. Hvorfor det er op til det sprudlende birollecast at løfte værket. Det lykkes mestendels, når veloplagte Ewan McGregor som Lumiere og Luke Evans som Gaston slår tonen an, og begges showstopper-numre – ’Be Our Guest’ og ’Gaston’ – er drønunderholdende.

Men som helhed er der ingen vej uden om, at ’Skønheden og Udyret’ mangler passion til at sælge romancen – og derigennem få publikum til at tilgive den notoriske stockholmsyndrom-subtekst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 6: ’Dumbo’ (2019)

Du har måske set en billardkø, hørt en loppe gø og set en synål lukke sit øje, men jeg tror, jeg har set det største, der er sket, da jeg så en CGI-elefant fløj’ – og troede fuldt og fast på dens spillevende væsen.

Den originale ’Dumbo’ er ikke blot Disneys korteste tegnefilmklassiker, den er også en af de mest notorisk traumatiserende – muligvis kun overgået af økothrilleren ’Bambi’. Så hvordan oversætter man historien om cirkusdyreplageri til det store lærred uden at sende publikum i terapi? Man lader Tim Burton give eventyret en markant overhaling, og flytter hovedrollefokusset til en menneskefamilie med Colin Farrells enarmede showrytter Holt i spidsen.

Holt er krigsveteran og enkemand, som forsøger at genfinde meningen med cirkuslivet, men da hans to børn falder for flapørede Dumbo, samler den vingeskudte trio sig om mission Red Elefanten fra Michael Keatons djævelske sprechstallmeister.

Efter ’Alice i Eventyrland’s hysteriske farveladefadæser kunne man have frygtet for et lignende effektmareridt fra Burton, men ’Dumbo’ vækker instruktørens 1990’er-filmsensibilit for elskelige outsidere hensat et univers, der kontrasterer drømmelandpasteller med steampunk.

Danny Elfmans score sender hilsner til ’Edward Scissorhands’, og Arcade Fires soundtrackversion af ’Baby Mine’ sørger for at holde tårekanalerne fugtige under rulleteksterne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 5: ’Peter Pan & Wendy’ (2023)

Glem alt om forkølet woke-kritik af de kvindelige karakterers forskrækkelige selvstændighed og hudfarve og det dertilhørende tæppebombardement af troldeanmeldelser på Rotten Tomatoes og IMDb: ’Peter Pan & Wendy’ er en visuelt bjergtagende, oprigtigt rørende opdatering af animationsoriginalen (i sig selv en opdatering af J.M. Barries børneeventyr), der giver samtlige andre ’Pan’-live action-film overlegent baghjul.

Instruktør David Lowery (’Peter og Dragen’) styrer piratskibet sikkert i havn med kombinationen af en spritny, fascinerende tolkning af relationen mellem Pan (Alexander Molony) og ærkefjenden Hook (Jude Law), og styrkelsen af Wendy (Ever Anderson), Klokkeblomst (vidunderlige Yara Shahidi) og Tiger Lilys (Alyssa Wapanatâhk) dynamikker. Ud med tegnefilmens trætte »jaloux kvinde er kvinde værst«-klicheer og ind med søsterskabet!

Hudfletningen af titelkarakterens eksistentielle alderskrise såvel som et formidabelt drabeligt krokodilleshow skaber en mørkere film, end de mindste vil have godt af, men for voksne klinger tematikkerne fint og ægte.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 4: ’Cruella’ (2021)

’Cruella’ er lidt af en snydefilm på listen, eftersom ’I, Tonya’-instruktør Craig Gillespies dystre spinoff-origin meget lidt har med ’101 Dalmatinere’ at gøre – men for pokker, den er underholdende! Og slet, slet ikke en børnefilm, hvorfor markedsføringen fremstod lettere rundforvirret.

Vor antiheltinde Estella slår som barn sine forældreløse pjalter sammen med jævnaldrende Jasper og Horace, og de tre vokser op så tætte som ærtehalm. Såvel som eksperter udi tyveri og svindelnumre. Da voksne Estella (Emma Stone) i 1960’ernes Swinging London øjner en mulighed for at realisere sine designerdrømme, bakker hendes følgesvende trofast op.

Men i mødet med den iskolde, Miranda Priestly-inspirerede fashion-dronning The Baroness (Emma Thompson), begynder rebellen Estella at miste sig selv, indtil forstanden slår sprækker og et nyt, mørkt jeg truer med at tage over.

’Cruella’ er noget så syret i Disney-regi som en modefilm om psykisk lidelse, og Emma Stone er eminent i titelrollen. Filmen er for lang, ja, men plottwistene fænger, og slutningen er helt perfekt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 3: ’Askepot’ (2015)

Til trods for sine gode anmeldelser står Kenneth Branaghs ’Askepot’ en kende i skyggen af live action-kollegerne. Hvorfor? Måske fordi filmen led den timings-tort at lande i biograferne, året før ’Junglebogen’s historisk banebrydende CGI gav live action-premiererne bombastisk supereventstatus. Men det skal ikke forhindre os i at slå på tromme for ’Askepot’ i dag!

Lily James spiller heltinden med dyretække, der må så grueligt megen sadistisk mobning igennem, før hun kan leve lykkeligt til sine dages ende, men det er Cate Blanchett som stedmoren, der stjæler hver en scene, hun entrerer.

Oscar-vinderen giver den kølige superskurk et strejf af film noir-femme fatale og føjer mere komplicerede facetter til karakteren, så man næsten kunne ønske sig, at hun fik sin egen prequel. Kostumedesigner Sandy Powells sublime kreationer fik en velfortjent Oscar-nominering, og scenen, hvor den gode fe (Helena Bonham Carter) forvandler laser til balkjole og græskar til karet, er vitterligt en af de mest fortryllende sekvenser nogensinde overført til live action.

Et tidløst filmeventyr i allerbedste forstand, der er vidunderligt fandenivoldsk i sin ublu hjertevarme og dedikation til budskabet: »Have courage and be kind«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 2: ’Løvernes konge’ (2019)

Efter ’Junglebogen’s kritikersucces overlod Disney ivrigt live action-filmatiseringen af højt-højere-højest skattede ’Løvernes konge’ i Jon Favreaus hænder. Men resultatet skulle vise sig at blive det mest polarisende af alle studiets live action-projekter til dato.

Fra premieren i 2019 har eposset, der luner sig i top 10 over historiens bedste indtjenende film, delt vandene mellem dem, der finder 1:1-tilgangen ideforladt, og dem, der blev blæst totalt bagover. Alt fra de fotorealistiske løvers mimik til manglen på Elton Johns hitbaskere og spørgsmålet om, hvorvidt live action er live action, når der intet levende er på skærmen, er blevet fluekneppet til døde. Men på disse kanter rangerer ’Løvernes konge’s fuldkomne univers ikke desto mindre helt i toppen.

James Earl Jones lægger atter tordenrumlende stemme til majestætiske Mufasa, mens selveste Beyoncé og Donald Glover er voksne Nala og Simba.

Inden hovedattraktionerne entrerer scenen for at feel the love tonight, får man dog god tid med de absurd nuttede løveunger (JD McCray og Shahadi Wright Joseph), der udforsker omgivelserne i zebraknæhøjde, ud og ind mellem benene på elefanter og flamingoer med en knivskarp lethed, som var det en David Attenborough-dokumentar. Var det ikke lige, fordi selvsamme dyr skrålede med på Simbas ’I Just Can’t Wait to be King’ i en ren savannefest af musik og billedmagi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nr. 1: ’Junglebogen’ (2016)

Disneys bedste live action-filmatisering er et forrygende flot mesterværk, der snildt tåler gensyn – og det til trods for, at den revolutionerende CGI efterhånden har syv år på bagen (en menneskealder i Hollywoods digitale maskinrum).

Musestudiets ubestridte favoritfilmmager i nyere tid, Jon Favreau, bringer Mowglis jungleverden til live med en bjergtagende detaljegrad, alt imens hovedrolleindehaver Neel Sethi leverer en af nyere tids mest uforlignelige børnepræstationer. At naturtalentet for størstedelen af filmen spiller op mod en grøn skærm, er noget nær ubegribeligt.

Rammefortællingen er, som vi kender den, om end tonen er markant mere dyster: Tigertyrannen Shere Khan (Idris Elba) vil gøre kål på ulveflokkens fosterunge Mowgli, før denne vokser op og lærer »den røde blomsts hemmelighed« – aka. futter hele junglen af. Og så må panteren Bagheera (Ben Kingsley) og bjørnehyggeonklen Baloo (perfekte Bill Murray) ellers skynde sig at få Mowgli sat af i nærmeste menneskelandsby. Med døden som indsats …

Scarlett Johansson hvisler sensuelt som slangen Kaa, Lupita Nyong’o er Mowglis ulvemor, og Christopher Walken har en fest som en mareridtsmonstrøs Kong Louis i King Kong-størrelse – en uhyggeligt vellykket makeover af karakteren. Der sættes kryds ved et udvalg af tegnefilmens mest ikoniske sekvenser, men det er Favreaus greb om dannelsesrejsens bittersøde melankoli og savn, der går lige i hjertekulen.

Filmen frarådes absolut de mindste (et par sekvenser vil få selv voksne seere ud på sofakanten), men for alle andre er ’Junglebogen’ ikke alene stærkt medrivende, den tårner over originalen.

Alle filmene kan ses på Disney+.

’Den lille havfrue’ får dansk premiere 25. maj. Herudover er ’Snehvide’,’Vaiana’ ’Sværdet i stenen’, ’Robin Hood’, ’Bambi’, ’Klokkeren fra Notre Dame’ og ’Lilo & Stitch’ alle på vej i live action-udgaver.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af