Millie Bobby Brown fik sit helt store gennembrud i 2016 med Netflix-darlingen ’Stranger Things’.
Siden har skuespilleren været en af streamingtjenestens absolutte darlings med hovedroller i to ’Enola Holmes’-film og ’Damsel’, som udkom i foråret.
Ifølge Deadline står Browns debutroman nu til at skulle filmadapteres hos streaminggiganten, med den 20-årige stjerne i både producer- og skuespillerrollen.
Brown sprang ud som forfatter sidste år, da hun, sammen med forfatter Kathleen McGurl, udgav krigsfortællingen ’Nineteen Steps’, som blev en bestseller. Historien trækker på Browns bedstemors oplevelser under Anden Verdenskrig og følger en 18-årig pige, som lever en hård tilværelse under krigstiden i London, samtidig med at hun forelsker sig i en amerikaner fra luftvåbnet.
Filmen bliver skrevet af Anthony McCarten, som står noteret for fire Oscar-nomineringer for sit arbejde på ’The Theory of Everything’, ’The Two Popes’ og ’Darkest Hour’.
Inden ’Nineteen Steps’ ser dagens lys, kan vi se frem til at opleve Brown i femte og sidste sæson af ’Stranger Things’, der i øjeblikket er i produktion og udkommer i 2025.