’Damsel’: CGI-dragen er bedre end selvtilfreds Millie Bobby Brown i ny Netflix-film
»Der er mange historier om ridderlighed, hvor en heltemodig ridder redder en ung pige i nød. Dette er ikke en sådan historie«, forsikrer Millie Bobby Browns heltinde Elodie os i starten af ’Damsel’.
I stedet overstrømmer Netflix-filmen os med individualistisk, middelalderlig girlboss-energi i en grad, at man skulle tro, den var lavet i 2010.
Elodie og hendes søster, Floria (Brooke Carter), er ude og samle brænde i et koldt og goldt landskab, mens de diskuterer de knappe ressourcer, folket i deres hjemstavn har. Der skal et mirakel til, før beboerne kan overleve vinterens kulde.
Elodie og Floria kommer hjem, og pigernes far, Lord Bayford (Ray Winstone), har oplevet et lykketræf. Dronning Isabelle (Robin Wright) fra det ukendte kongerige Aurea ser Elodie som den perfekte prinsesse til sin søn, prins Henry (Nick Robinson). Dronningen får Elodie, og Lord Bayford får en mægtig pengesum som tak.
Elodie og prins Henry går en tur i den adelige have i bedste ’Bridgerton’-stil. Rebelske Elodie foreslår, at de tager en ridetur, og de bliver lidt varme på hinanden. Imens har Elodies stedmor, Lady Bayford (Angela Bassett) en mistanke om, at der er noget uldent ved dronning Isabelle, men Elodie er urokkelig – hun vil giftes.
De bliver viet, og før Elodie kan nå at kysse sin prins, ender hun nede i en grotte sammen med en ildspyende drage, som hun er blevet ofret til ligesom så mange andre prinsesser før hende. Elodie smider sine tunge guldsmykker og det første lag af den overdådige bryllupskjole, samtidig med at hun opdager både skeletter og sin skæbne.
Resten af filmen følger vi Elodie udvikle sig til en slags Lara Croft i ’Tomb Raider’, mens hun prøver at undslippe en misforstået drage, hvis CGI-ansigt rørte mig mere end Millie Bobby Browns stædige og selvtilfredse udtryk.
Der er noget uhåndgribeligt moderne over vores hovedrolleindehavers ansigt, som gør det svært at fastholde præmissen om, at ’Damsel’ foregår for mange hundrede år siden. Måske holder Netflix lidt for meget af Millie Bobby Brown.
I hvert fald er hendes skuespil så endimensionelt og quirky, at jeg nærmest ventede på, at hun ville bryde den fjerde væg, ligesom hun gjorde i en anden Netflix-film, ’Enola Holmes’.
Elodie er uden tvivl en sej babe. En messingdel holder sammen på hendes overdel, som hun hiver af og bruger som dolk, mens hun gennemtraver grotten klædt ned til sit korset. I sin færd med at undslippe dragen og grotten ser Elodie de andre prinsesser for sig – kvinder, der alle repræsenterer forskellige etniciteter i et billigt mangfoldighedstrick.
På den mere muntre side møder vi en veloplagt Angela Basset i rollen som omsorgsfuld stedmor og Robin Wright som den onde dronning, hvilket fik mig til at tænke på ’Maleficent’. På den front rammer ’Damsel’ ikke helt ved siden af – den gør noget originalt med stedmor-rollen og med indlevelsen i det magiske univers.
Desværre tilbringer vi for lidt tid sammen med dem, der faktisk løfter filmen. Og vi ender i stedet med en letpåklædt Millie Bobby Brown, hvis mangel på tøj nok skal symbolisere noget med at have smidt ægteskabets giftige lænker. Men det er kedeligt og i hvert fald ikke banebrydende.
’Damsel’ fremstår mest som et slapt tillæg til alle de andre film med »stærke kvinder i hovedrollen«.
Kort sagt:
Millie Bobby Browns banale portrættering af en prinsesse i nød fjerner den magi i Netflix-filmen ’Damsel’, som det uoriginale manuskript ellers desperat har brug for.