David O. Russel, instruktøren bag hits som ‘Silver Linings Playbook’, ‘The Fighter’ og ‘American Hustle’, er på vej med en opfølger til 2022-filmen ‘Amsterdam’, og han har netop fået hovedrollen besat. Nicolas Cage skal nemlig indtage rollen som John Madden i Russels kommende biopic ‘Madden’. Det skriver IndieWire.
John Madden var en af de største personligheder i NFL’s historie, både som træner og som kommentator, og han har tilmed lagt navn til EA Sports’ populære videospilserie ‘Madden NFL’. Madden døde i 2021 som 85-årig. IndieWire beretter, at Cage skal portrættere Madden i 1970’erne, hvor han havde stor succes som træner for Oakland Raiders, men mere vides endnu ikke om plottet
‘Madden’ har manuskript af Russel, bygget over et tidligere manuskript den debuterende manuskriptforfatter Cambron Clark. Tidligere var Will Ferrell overvejet til rollen, men Russel er godt tilfreds med at den er gået til Cage:
»Nicolas Cage, en af vores bedste og mest originale skuespillere, vil portrættere alt det bedste ved den amerikanske livsånd bestående af originalitet, sjov og beslutsomhed, hvor alt er muligt, når han spiller rollen som den elskede nationallegende John Madden« siger Russel i en udtalelse bragt hos IndieWire. »Filmen vil handle om den glæde, den menneskelighed og det geni, John Madden besad i 1970’ernes opfindsomme, cool verden, i selskab med Al Davis – ejeren af underdog-holdet Oakland Raiders – og hans voldsomme stil, fokus og inspirerede individualisme«.