Ditte Hansen og Louise Mieritz debuterer som spillefilmsinstruktører.
Duoen, der før har haft succes med DR-serien ‘Ditte og Louise’ og senest TV 2-serien ‘Dansegarderoben’, kaster sig over et lidt anderledes projekt med en filmatisering af Tine Høegs roman ‘Sult’ fra 2022. Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.
‘Sult’, hvis romanforlæg er baseret på forfatterens personlige erfaringer, følger forfatteren Mia, der falder for Emil. Han har børn fra et tidligere ægteskab, men da de beslutter sig for at få et barn sammen og må i fertilitetsbehandling, sætter det kærligheden på prøve. For »kan kærligheden holde, når kunstige hormoner og skemalagt sex presser deres forhold – og forstand – til det yderste?«, som det lyder i det officielle resume.
I hovedrollerne som parret finder man Roselinda Mynster og Joachim Fjelstrup, mens man på den resterende rolleliste finder Magnus Millang, Mille Lehfeldt, Magnus Haugaard, der blandt andet kunne ses i ‘Skyld’ og ‘Elsker dig for tiden’, Sara Fanta Traore fra ‘Viften’ og Sargun Oshana, der har været teaterdirektør på Blaagaard Teater.
‘Sult’ får premiere i 2025.