Det er ofte forbeholdt de største danske bestsellere at blive filmatiseret.
Det er dog ikke tilfældet med den kommende adaptation af den kritikerroste roman ‘Pigedyr’ af Cecilie Lind.
Castingbureauerne Manna Film og Casteriet har udsendt et castingopslag, hvor de søger piger i alderen 16-19 år til projektet.
Romanen ‘Pigedyr’ fra 2022 går helt tæt på pigefigurens plads i verden – med blik på både seksualisering og hendes eget begær. Historien følger pigen Sara, hendes grænseoverskridende mor, og de seksuelle forhold hun som helt ung starter med ældre mænd – den præst som konfirmerede hende, skolelæreren og en venindes far.
Castingopslaget afslører ikke, hvem der står bag filmen. I oversigten over støttetildelinger fra Det Danske Filminstitut kan man dog se, at ‘Pigedyr’ har fået tildelt udviklingsstøtte fra New Danish Screen. Her fremgår det, at Selma Sunniva er instruktør på projektet, som hun har skrevet sammen med Sissel Dalsgaard Thomsen.
Optagelserne forventes at starte i sommeren 2025.
Selma Sunniva er primært kendt som musikeren Selma Judith. I sit virke som filminstruktør går hun på filmskolen Super16. Sidste år vandt hun prisen for bedste danske kortfilm på Odense Film Festival.
Sissel Dalsgaard har i den seneste årrække skrevet manuskripter til tre danske spillefilm – Isabella Eklöfs ‘Kalak’, Malene Chois ‘Stille Liv’ og Cecilie McNairs ‘Ønskebarn’.
Filmen er ikke den første adaptation af ‘Pigedyr’, som sidste år blev sat op som teaterstykke på Sort/Hvid i København.