’Kalak’: Dansk film over mesterlig bog lammer publikum i sæderne
Ubehagelige blowjobscener er tilsyneladende Isabella Eklöfs kunstneriske trademark.
Den svenske instruktør leverede væmmelige gagfornemmelser i sin Bodil-vindende azurblå debutfilm ’Holiday’, og man væmmes ligeledes over oralsexen i hendes nye film. ’Kalak’ er en løs filmatisering af den dansk-norske forfatter Kim Leines umådeligt velskrevne debutroman og udleverende erindringsværk af samme navn fra 2007, i hvilken han forfærdede sine læsere med detaljerede beskrivelser af farens incestuøse krænkelser.
I et forsøg på at undslippe sin fars kvælende og hjemsøgende krop drives bogens antihelt i slutningen af 1990’erne til Grønland, og en årelang bosættelse i den danske postkoloni leder til en udvidet undersøgelse af patroniserende magt, alskens dikotomier og overgrebets mange former.
Og det er her, filmen hovedsageligt udspilles: I Grønlands bygder og betonblokke, hvor Jan (Emil Johnsen) arbejder som sygeplejerske og bor i rod. Dog ikke alene. For med sig fra Danmark har han ikke blot hevet traumer, men også sine to børn og sin ualmindeligt forstående kone Lærke (sympatisk og længselsfuldt fremført af Asta Kamma August).
Han øver sig på grønlandske ord, hun strikker i sofaen. Ulden ulmer af ensomhed, og udtalen ryster af usikkerhed. Hvert et tabt ord og hver en tabt maske er fanget af Nadim Carlsens langsomme og grynede kamera, der præsenterer filmen, som var den sammensatte stilbilleder af isende smerte. Alligevel er alt uroligt. Særligt i Jan.
For med brudstykker af orgelmusik og Safri Duo om ørerne er han på jagt efter at blive en kalak: et både nedsættende og smigrende udtryk for »en skide grønlænder«. Lykkes det ham, skal han ikke dele hverken sprog eller land med sin danske dæmon.
Jan kan dog aldrig rigtigt pryde sig med denne tvetydige titel. For han er vel snarere en vestlig opdagelsesrejsende, der bruger Grønland som bagtæppe for eskapisme og et erobringstogt af egen – og andres – krop/pe og seksualitet. Han kaster sig i de grønlandske kvinders seng og skød og dulmer (under)livets skam gennem arbejdspladsens medicinlager, indtil han er bevidstløs af afhængighed.
Det er sørgeligt at være vidne til, men man forstår hurtigt, at hovedpersonen langt fra er den eneste, der lever og brænder i overgrebets skygge, hvorfor han, ifølge sin elskerinde, ikke har fortrinsret til medlidenhed. For som en forgribende faderlig politisk magt har Danmark efterladt Grønland og alle dets børn som incestofre. »Alle har været udsat for voldtægt«.
En sådan replik efterlader publikum lammet i sæderne, alt imens filmen selv bevæger sig alvorsfuldt videre i kontrasternes sammensmeltning: Grimme historier i smuk sne. Hårdheden i en blød pik. Et stort maskulint ego i en spinkel og forslået krop.
Denne forslåede krop bærers af en generøs Emil Johnsen i et glimrende portræt af den misbrugende og misbrugte Jan. Han løftes af de stærke kvindelige medspillere Berda Larsen, Connie Kristoffersen, Vigga Tukula og førnævnte Asta Kamma August, der alle er enkeltstående aktører i en større fortælling om livets barske natur.
Barske er også de få scener med den modbydelige far. Desværre er Søren Hellerups overspil og teatralske stemmeføring forstyrrende – særligt i en malplaceret monolog, hvor han glor direkte ind i linsen.
Dog fremmaler han heri nogle af filmens centrale elementer: 1) farens pinsomme og pinlige selvforherligelse og accept af pædofili og incest. 2) Kim Leines mesterlige sprog. Sammen med instruktøren selv og Sissel Dalsgaard Thomsen har han nemlig også ført pennen til filmens manuskript – og glo-monolog.
Hos Leine er sproget ikke blot medrivende, men også magtfuldt. Således beskriver hans forfatterskab dets manipulerende og konstituerende funktion. Gennem sproget kan hans far eksempelvis negligere sine overgreb ved at betegne dem som naturlige, men tabubelagte kærlighedsstrøg. Og i en faktisk kronik skrevet af Kim Leines far synliggøres det nok engang, hvordan ord kan fordreje virkelighed.
’Kalak’ spørger, hvilket bedrageriske udtryk Danmark fortsat gemmer sine overgreb bag?
En subtil kritik af Danmarks selverklærede missionerende ’hjælp’ og fysisk såvel som sproglig magtudøvelse er altså gennemgribende – dog leveres den på dansk. Et nyt spørgsmål affødes herved: Har Danmark (og landets danske forfattere) ikke lige så lidt troværdighed i skildringen og udredningen af egne ugerninger som Jan/Kims overgrebsmand?
Højest sandsynligt, og derfor bør vi nok ikke anskue ’Kalak’ som en almengyldig gennemgang af det dansk/grønlandske (mis)forhold – ikke at hverken Leine eller andre skaberkræfter umiddelbart påstår det.
Vi må i stedet betragte filmen og bogen som bevægende og personlige værker, der igangsætter en stadig ufærdig debat om postkolonialisme, og med hvilke Leine behandler egne skæmmende lidelser. Sådan kan kunsten indeholde et både politisk, terapeutisk og frisættende potentiale – sidstnævnte understreges i særdeleshed gennem filmadaptionens noget overraskende slutning.
Denne er dog mindre gribende end originalens betagende mørke afsked med sine læsere, og i sin helhed er filmversionen af ’Kalak’ ikke lige så vellykket som sit litterære forlæg. Men Eklöfs værk er dog rørende og stærkt og evner fortrinligt at recitere Leines vigtige læresætning:
Smertelige traumer kan vare en livstid – sommetider længere. For de kan let påføres på tværs af generationer. Begrædeligt og bogstaveligt talt.
Kort sagt:
Isabella Eklöfs filmatisering af Kim Leines brutale ’Kalak’ er en kompleks mavepuster om misbrugende forhold.