Tilbage i maj kom det frem, at en ny filmserie i ’Ringenes Herre’-universet er på vej, og at den første kendte titel, ’The Hunt for Gollum’, skal instrueres af Andy Serkis, som også igen skal spille Gollum.
Desuden kunne Ian McKellen sidste måned afsløre, at han var blevet kontaktet om at vende tilbage til rollen som Gandalf.
Nu kan Philippa Boyens, som har været med til at skrive de ikoniske film fra 00’erne, løfte sløret for, at endnu en film fra universet er i udvikling. Det fortæller hun til Empire, samtidig med at hun opklarer en misforståelse om, at ’The Hunt for Gollum’ skulle være hele to film.
»Jeg kan fortælle dig, at det i hvert fald ikke er to film! Det var en reel misforståelse, som skete fordi, vi er begyndt at arbejde konceptuelt på to forskellige live-action film. Den første er ’The Hunt for Gollum’, den anden er endnu ikke bekræftet«, forklarer Boyens, som desuden forsikrer om, at der i Serkis’ kommende film er en »intens historie« på vej.
Den newzealandske manuskriptforfatter fortæller også, at Mckellens Gandalf er i spil til at optræde i begge filmene. »Vi leger med en række idéer, men de fleste af de idéer inkluderer Gandalf«, siger 62-årige Boyens og fortsætter: »Så Gandalf kunne potentielt vende tilbage i to live-action film«.
’The Hunt for Gollum’ står til premiere i 2026.