’Ringenes herre: Magtringene’ sæson 2: Hold nu op hvor er Amazons Tolkien-flagskib stadig højtidelig
Da jeg – efter en noget mavesur begyndelse – anmeldte den samlede første sæson af ‘Ringenes herre: Magtringene’, sluttede jeg på en optimistisk note:
Måske er denne lidt rodede og småkiksede historie om skabelsen af Magtringene og Saurons opstigning endelig ved at tage form? Måske er karaktererne – trods klæbrigt soundtrack, rollespilsvibe og tuuuuuunge replikker – faktisk ved at blive til levende væsner?
Nu skal der ikke gå freudiansk analyse i den. Men jeg har siden tænkt, at det snarere end seriens få kvaliteter var et dybfølt ønske om at genfinde barndommens fuldkomne overgivelse til fortryllende fantasy-universer, der drev mig til at hænge i og skrive lyspunkterne og håbet frem i min anmeldelse.
Selvsamme mekanisme har nu drevet mig ud på anden etape – otte lange nye afsnit (cirka ni timers spilletid) i dette bekostelige monster af en Amazon-serie, der efter sigende skal vare fem sæsoner i alt.
Og konklusionen?
Ak, hvor jeg kedede mig. Ja, faktisk så meget, at jeg ser det som en bedrift at nå vågen ud på den anden side. Jeg fortjener en medalje for mit tålmod. Eller en guldring?
Men nuvel! Meget er da blevet finjusteret her i anden sæson, hvilket skal anerkendes:
Serien er blevet klædeligt mørkere og mere beskidt. Den nye stil bliver grundlagt allerede i anslaget, hvor vi – i bedste Peter Jackson-stil – får at vide, hvordan Sauron tog form som den Aragorn-lignende Halbrand, som vi mødte i sæson 1.
Her i kapitel 2 af sagaen forvandler Sauron/Halbrand sig til den forførende elverskikkelse Annatar, der finder sin vej ind i Eregion, hvor han overtaler elver-smeden Celebrimbor til at lave magtringe til dværge og mennesker.
Celebrimbor lader sig forføre, men aner langsomt uråd og begynder at stresse over projektet. Inderst inde ved han jo godt, at dværge og mennesker nok ikke kan håndtere så magtfuldt bling-bling.
På et tidspunkt bryder han grædende sammen, og det virker helt forløsende. Dér var dén, tænker jeg, da jeg ser hans statelige elveransigt krølle sig helt sammen i forbitrede furer. Dér var den menneskelighed, som jeg igennem hele serien har savnet meget mere af.
Celebrimbors og Eregions deroute er grum og kan mærkes. Men på et overordnet plan føler jeg bare generelt så pokkers lidt for de ellers mange tapre sjæle, der pibler rundt i Patrick McKay og John D. Paynes Midgård og Numénor.
Den højtidelige replikføring er efterhånden blevet så altoverskyggende, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Selvfølgelig skal de have lov til at sige »Lo and behold!« og »My heart sings to see you, old friend« i et Tolkien-univers, men behøver de gøre det he-le ti-den?
Jeg mener: Hvorfor kan der ikke gå et øjeblik, hvor to rejsekammerater fører en almindelig samtale, uden at Howard Shores violiner skal snige sig ind på dem bagfra og give dem det der højtidelige blik i øjnene, der betyder: Nu er jeg kaldet til at sige et eller andet højstemt a la »The fate of Middle-Earth lies within our hands« eller »There is still some good in this world«.
Og ja okay. Serien er faktisk holdt op med at recitere Jacksons film ordret, men inspirationen er så gennemgående tydelig, at jeg bare hele tiden har den der ’det har jeg set før’-fornemmelse.
Det er, som om manuskriptet aldrig rigtigt tager røvet på én. Det er ikke, fordi man kan gennemskue alt, der kommer til at ske, men twistene i fortællingen er aldrig udført på en what the fuck-vild, hårdtslående eller overraskende måde. Og mange dramatiske situationer falder helt til jorden, fordi det er for nemt at bryde ud med livet i behold.
Flere end én gang bliver vores helte for eksempel reddet ud af en kneben situation med pludselige pileangreb fra sniger-typer som skovelveren Arondir.
Sjældent bliver det rigtig farligt, og når det gør, føler jeg sådan omtrent ingenting. Jeg er simpelthen blevet kold over for langt det meste. Som at Arondir er døden nær på slagmarken i Eregion, at Durins far er ved at blive skør af ringsyge, at den mystiske troldmand ‘The Stranger’ møder Tom Bombadil – en af de karakterer, som mange hardcore Tolkien-fans savnede i Jacksons filmatiseringer – og derefter minsandten også en ny mystisk troldmand, som muligvis er ond, muligvis ikke, who cares.
Igen må jeg – som jeg gjorde i første omgang – komme med det forbehold, at serien er rigtigt flot. Det hele er jo ikke skidt, og ja, anden sæson er bedre.
Og, forresten! Der er én ting, jeg bliver nødt til at nævne: Adar, en slags faderfigur for orkerne, er ikke helt uinteressant. Han indgyder orkerne lidt menneskelighed og flirter med en spændende mulig alliance mellem orker og elvere, som kan et eller andet. I teorien i hvert fald. Fordi det vender op og ned på de nogle gange sort-hvide forståelser af godt og ondt i Tolkiens univers.
Adar er ikke – som så meget andet i serien – en kopivare fra Peter Jacksons fortolkning af ‘Ringenes Herre’. Han er ingen steder at spore i Tolkiens skriverier og derfor ikke udtryk for et ønske om at behage sure Tolkien-purister. Han er serieskabernes helt egen originale idé og opfindelse.
Måske flere af den slags bør forme ‘Magtringene’ i de kommende tre sæsoner. Måske det så bliver bedre. Måske selv jeg orker en runde mere?
Ej, måske jeg skulle lade være.
Kort sagt:
’Ringenes herre: Magtringene’ sæson 2 er bedre, mørkere og mere beskidt end første sæson, men den kløjes stadig i højtidelighed og et uoriginalt manus.