På overfladen har de alle de ingredienser, der gjorde henholdsvis ’Game of Thrones’ og ’Ringenes herre’ til elskede globale fænomener.
Sex, drager og magtspil i HBO’s ’House of the Dragon’. Kampen mellem det gode og det onde og et flot fantasifuldt univers i Amazons ’Ringenes herre: Magtringene’.
Jeg har haft svært ved at sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke er i nærheden af at være lige så investeret i de nye fortællinger, som jeg var i de gamle.
Men efterhånden som de to fantasyflagskibe skrider frem, begynder en af de væsentligste årsager at skinne tydeligt igennem: Deres eklatante mangel på humor.
Charmen og varmen skinner igennem allerede i allerførste scene efter prologen i Peter Jacksons første ’Ringenes herre’-film, hvor Gandalf kommer trillende ind i Herredet og genforenes med Frodo i lun banter, der placerer et øjeblikkeligt smil på læben hos seeren.
Og selv når det bliver mørkt og tilspidset senere i fortællingen, er der stadig stof til smilebåndet i både hobbitternes venskab og den umage relation mellem for eksempel dværgen Gimli og elveren Legolas.
Der går heller ikke mere end en halv times tid af første afsnit ’Game of Thrones’, før Tyrion stempler ind med sin tørre sardoniske humor som modvægt til de ellers dystre miner, der også præger anslaget. Senere tegner både Arya, Bronn, Brienne, The Hound og Tormund sig for løsslupne øjeblikke og skarp-sjove replikker.
Det er to forskellige humoristiske tilgange, der præger de to giganter – varm og empatisk vs. tør og ironisk – men i begge tilfælde sikrer det, at et tungt univers blødes op af lettere anstrøg.
Alle serier behøver selvfølgelig ikke cracke jokes hvert andet minut, men fantasy er ofte overskummet af så storladne replikker og så dyster stemning, at det altså kun glider ned, hvis samtlige scener ikke drukner i højtidelighed.
Det er netop, hvad ’House of the Dragon’ og ’Magtringene’ har en tendens til at gøre. Naturligvis kan det også føles forceret med alt for åbenlyse comic relief-karakterer, og det er ikke, fordi jeg efterspørger 20 minutter lange, frejdige opvaskescener som i ’Hobbitten’.
Men det virker altså, som om forventningspresset tynger begge serier, så det lyst- og legesyge har trange kår. Som har man været så forhippede på at vise, at det er en alvorlig sag at følge efter to populære forlæg, at man har glemt, at det altså også gerne må være lidt sjovt. Bare lidt.
Det tætteste, jeg er kommet på at trække på smilebåndet under ’House of the Dragon’, var, da Kong Viserys gjorde tykt grin med Rhaenyras forespørgsel til Daemon om at se de nye gobeliner. Men memet var stadig sjovere.
Og i ’Magtringene’ er ethvert tiltag til humor druknet i elvernes højstemte dialog. Hvis jeg nu skal vise vejen for udsøgt komik, vil jeg sige, at jeg ikke orker det.
Begge serier har kvaliteter, og særligt ’House of the Dragon’ er båret af en spændende og intens konflikt. Nu har de vist, at de mener det seriøst. Lad os få bare en lille smule at grine af og hygge os over i de kommende sæsoner.
’House of the Dragon’ kan ses på HBO Max. ‘Ringenes herre: Magtringene’ kan ses på Prime Video.