’Ringenes herre: Magtringene’ afsnit 3 har et stort problem – og det er ikke en skovelvers sorte ører

Ironisk nok er det, som mange fans kritiserer ’Magtringene’ for, indtil videre dens største styrke, må man konstatere efter tredje afsnit.
’Ringenes herre: Magtringene’ afsnit 3 har et stort problem – og det er ikke en skovelvers sorte ører
'Ringenes herre: Magtringene'. (Foto: Prime Video)

En uge er gået, og det tredje bombastiske afsnit i den dyreste serie nogensinde har fundet sig til rette på Prime Video, streamingtjenesten der drømmer om at blive the one streamingtjeneste to rule them all.

Jeg har – trods min umiddelbare skepsis og indre mavesure hobbit – set med, men før jeg kaster mig ud i dommen, bliver jeg nødt til at kommentere den keeeedelige diskussion, der har ramt ’Magtringene’ den seneste uges tid.

Som Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen har beskrevet i en kommentar, er serien blevet trollet af sure Tolkien-fans, som brokker sig over, at flere karakterer spilles af ikke-bleghudede skuespillere. 

Diskussionen har udviklet sig til en slags skyttegravskrig, hvor Tolkien-kendere på den ene og den anden side griber til de oprindelige tekster i forsøg på at bakke op om deres påstande.

Tolkiens helte er hvide og næsten konsekvent beskrevet som gråøjede, lyder et argument på den ene side. På den anden fremfører Tolkien-eksperter, at for eksempel harfoots bliver beskrevet som ‘mere mørke i huden’ end andre hobbitter. 

‘Ringenes herre: Magtringene’. (Foto: Prime Video)

Det hele er begyndt at minde mig ubehageligt meget om den verserende debat i den danske folkekirke, hvor to tusinde år gamle bibelcitater skal bestemme, hvorvidt kvinder i dag kan være præster. Og det gør mig ærligt talt ret træt.

For helt ærligt, gutter: Skal vi ikke først og fremmest blive enige om, at mænd født før indgangen til det 20. århundrede ikke bare sådan kan diktere, hvem vi lukker ind i vores moderne fantasy-universer og trosfællesskaber?

Og dernæst slå fast, at hovedbudskabet om næstekærlighed – der trods alt er kernen i både kristendommen og i Tolkiens temmelig multiraciale univers – nok bedst skinner igennem, hvis vi opdaterer materialet, så det passer til de eneste standarder, der giver mening i 2022? 

Højdramatisk død

Og lad os så snakke om det, der nu tre afsnit inde afslører sig som ’Magtringene’s egentlige problem. Hvilket ikke er farven på sort-puertoricanske Ismael Cruz Córdovas påsatte skov-elverører, men derimod at den stakkels Arondir og de andre gæve folk i Midgård bliver bombarderet af et manuskript, der bare stadig vil være alting alle steder og alt sammen på én gang.

Elrond og hans dværgevenner får en pause, men derudover kommer vi i afsnit tre forbi mange gamle og nye venner og fjender.

‘Ringenes herre: Magtringene’. (Foto: Prime Video)

Hos de godmodige harfoots med de vidunderlige hårpragter kommer lille Nori i knibe, da hendes umulige projekt om at hjælpe og gemme en mystisk fremmed kæmpe opdages. I mellemtiden sejler Galadriel og hendes sassy-kække nye menneskeven Halbrand ind i menneske-øriget Númenor, hvor de møder noble Elendil og hans søn Isildur og søster (du ved, Aragorns forfædre) samt den elverfjendske regent Tar-Miriel, som, åh-åh, woke-alarm, er både sort og kvinde.

I Númenor ser vi nye sider af både elveren Galadriel og mennesket Halbrand, som har sådan en lidt will-they-won’t-they-vibe kørende imellem sig.

Knap er de landet på øen, før de har gang i alt muligt. Galadriel finder flere brikker, der bringer hende tættere på at løse puslespillet om Sauron og afslører i en super underlig slowmotion-ridescene at være næsten orgasmisk begejstret for ridesport.

Halbrand viser, med et par overraskende blodtørstige næver og en fordækt royal fortid, tegn på at være et slags bleg badboy-udgave af netop Aragorn.

På fastlandet hos skovelveren Arondir går det ikke så godt. Han er havnet i en arbejdslejr, styret af orker. Her møder han flere af sine gamle elvervenner, heriblandt ham der fra et af de tidligere afsnit, som jeg ikke når at fange navnet på, før han 20 minutter inde lider en højdramatisk død til storslået orkestermusik.

Smuk pointe

Det ville alt sammen være meget trist, hvis man nu havde nået at blive investeret i hvad-var-det-nu-han-hedders skæbne.

Men her lider tredje afsnit som nævnt under præcist samme tendens som de to første: at den på den ene side skærer dramatikken ud i pap og på den anden side har alt for travlt med at komme videre fra det ene optrin til det næste. Hvilket slet og ret betyder, at det er både intellektuelt og følelsesmæssigt svært at følge med.

‘Ringenes herre: Magtringene’. (Foto: Prime Video)

Indtil videre er det mest positive, jeg kan se ved serien – udover at den da er rigtig flot, når man vænner sig til det glatte udtryk – at den insisterer på at opdatere Midgård i farve og køn med masser af badass kvindekarakterer (Tolkien har et par stykker, men langt fra nok) og et mangfoldigt persongalleri.

Det er på en måde meget smukt, hvordan den i både indhold og form slår på tromme for et tema, der er lige så ur-Tolkien’sk, som det er nobelt og næstekærligt, og som end ikke den mest snæversynede white pride-type burde kunne læse hen over:

Nemlig at ondskaben og mørket i Midgård altså kun besejres, hvis racerne anerkender hinanden og arbejder sammen på tværs af forskelle. 

»Han hjælper os, og vi hjælper ham!« siger Nori om den mærkelige kæmpe til sine skeptiske harfoot-forældre, der helst så, at de skulle holde sig ude af verdens problemer og helt for sig selv. 

Budskabet bankes måske nok lidt for tydeligt ind til at ramme hjertekulen. 

Men ikke desto mindre er det måske nok et af mest formildende omstændigheder ved en – indtil videre – meget ujævn serie, at den både har fattet og formået at opdatere en af de smukkeste pointer i Tolkiens universer.

’Ringenes herre: Magtringene’ kan ses på Amazon Prime Video.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af