Se den før du dør: Virkelig sjov spøgelsesserie er fløjet under radaren i Danmark

Komedieserien ’Ghosts’ er for alle, der elsker ’What We Do in the Shadows’. Den danske fanskare fortjener at blive meget større.
Se den før du dør: Virkelig sjov spøgelsesserie er fløjet under radaren i Danmark
'Ghosts'. (Foto: CBS)

ANBEFALING. Er der andre, der som jeg elsker anakronistiske spektakler a la ‘What We Do in the Shadows’ og ‘Our Flag Means Death’, har jeg gode nyheder.

Viaplay ligger der nemlig tre sæsoner af den virkelig gode og meget oversete spøgelsessitcom ’Ghosts’.

Her spøger blandt andre vikingen Thorfinn ’Thor’ (Devan Chandler Long), der elsker at dræbe danere og spise torsk og af en eller anden grund konsekvent omtaler sig selv i tredjeperson. Aristokraten og veteranen Isaac (Brandon Scott Jones), som i århundreder har båret nag mod sin altid lidt mere succesfulde kollega Alexander Hamilton og kæmpet med sin slet undertrykte homoseksualitet.

Og jazzsangerinden Alberta (Danielle Pinnock), der mod racismens og misogyniens odds brød igennem i de brølende 20’ere, men efter sin tidlige død under mystiske omstændighedergik i musikhistoriens glemmebog.

‘Ghosts’. (Foto: CBS)

De bor, sammen med mange andre karakterer fra hver deres historiske samtid, under det samme tag – eller rettere: på den samme præcist afgrænsede grund. For så snart de passerer den såkaldte spøgelsesgrænse, bliver de kastet tilbage ind på grunden af en usynlig kraft.

Da det unge par Sam (Rose McIver) og Jay (Utkarsh Ambudkar) arver selvsamme grund fra Sams hidtil ukendte slægtninge, beslutter de sig for at vinke farvel til det hurtige liv i byen for at starte en bed & breakfast i deres nyerhvervede palæ. Jay er ikke umiddelbart overbevist om idéen, men da Sam får stød af en lampe og næsten dør, går han alligevel med til at tage chancen.

Men det er ikke det eneste, der ændrer sig efter Sams nærdødsoplevelse. Da hun vender tilbage til palæet, kan hun pludselig se og interagere med spøgelser. Og det vrimler med dem i det gamle palæ.

Sucked off

Det er udgangspunktet for ’Ghosts’, der udvikler sig til en sjov og varm komedie i overskuelige 20 minutter lange afsnit. Så har man gået og filosoferet over, om der er noget om snakken om himmel og helvede, kan man få svaret her – i særpræget spøgelseslingo.

At forlade spøgelseslimbo og stige til himmels? Det kalder de at blive sucked off. Og da Sams slægtning Hettys (Rebecca Wisocky) eksmand kortvarigt vender tilbage for at hjemsøge hende for så igen at blive suget ned i en portal mod helvede, omtaler hun det, som at han went down on her.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det yngste spøgelse, yuppien Trevor (Asher Grodman), forbyder Sam at fortælle spøgelserne om, hvad deres udtryk betyder i moderne tid. Han døde i øvrigt bukseløs, så han tilbringer evigheden i jakkesæt fra livet op og med nøgen underkrop, til stor frustration når han gerne vil tages alvorligt.

Visse afgørende spørgsmål bliver besvaret, mens andre stadig står mystisk hen for spøgelserne. Jay, som hører om alt, hvad der sker mellem spøgelserne fra Sam, fører protokol over spøgelsesreglerne. Hvorfor spøgelserne for eksempel kan gå igennem vægge og genstande, men ikke falder igennem gulvet, er der ingen, der ved. Og de kan heller ikke svare på, præcis hvorfor netop de har været fanget i limbo alle disse år, mens andre får lov at gå direkte til at hvile i fred, og hvad der skal til for at blive sucked off.

Vågn op, dansk streaming

Den humoristiske stil pendler smooth mellem højt og lavt – fra kuriositeter under bæltestedet til absurde anakronismer, som når Isaacs vrede bliver genantændt, da han til sin store ærgrelse hører fra Sam, at Hamiltons liv og værk er blevet foreviget i en musical.

Løbende følger vi naturligvis de indbyrdes intriger mellem spøgelser og levende. Sam bliver på et tidspunkt trukket igennem først berømmelse og siden en shitstorm, da hun med et af de ældste spøgelser Sasappis (Románe Zaragoza) fra den oprindelige Lenapestamme som kilde skriver en artikel om, hvordan et gammelt træ på grunden skulle være af særlig vigtighed for hans folk.

Da en levende Lenape, der arbejder med at bevare sin kulturarv, dukker op og falsificerer Sams påstande, må Sasappis krybe til korset og indrømme, at det måske faktisk kun er ham, som træet betyder noget særligt for. Til gengæld får han muligheden for at høre sin nulevende fjerne slægtning tale om deres fælles historie, og intrigerne ender næsten helt børnebogsagtigt nuttet-eksistentielle.    

‘Ghosts’. (Foto: CBS)

Versionen, som kan ses på Viaplay, er det amerikanske CBS’ remake af serien, som oprindeligt er en produktion fra britiske BBC. Ikke alle karakterer er de samme, og hvor den amerikanske er mere engageret i det relationelle og hjertevarme, er den britiske mere mørk og nihilistisk, en typisk forskel i overgangen fra britisk til amerikansk komedie.

’Ghosts’ har en ret dedikeret fanbase, men er gået under radaren i Danmark, hvilket er synd. Hvis man går og venter på næste sæson af ‘What We Do in the Shadows’, anbefaler jeg i hvert fald, at man i mellemtiden svinger forbi ’Ghosts’ og lader sig hjemsøge – også af de koleradræbte kælderspøgelser, som spøgelserne på stueetagen ikke vil kendes ved.

Og så skal jeg da opfordre de danske streamingtjenester til at få fat på UK-versionen straks. Boo!

’Ghosts’ – den amerikanske udgave – kan ses på Viaplay.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af