‘The Lego Movie’ blev en kæmpe succes i 2014 hos både publikum og kritikerne, og siden har Lego-filmuniverset spundet ud i mange retninger.
Snart kan man endda se et nyt spin på formatet i en biopic om Pharrell Williams fortalt gennem Lego-klodser.
Nu har Universal så søsat tre Lego-film, denne gang i live-action.
De tre film skal instrueres af henholdsvis Jake Kasdan, Patty Jenkins og Joe Cornish.
Patty Jenkins har instrueret ‘Wonder Woman’-filmene med Gal Gadot i front. Hun har skrevet manuskriptet til en kommende Lego-film sammen med Geoff Johns, som også var med til at skrive ’Wonder Woman 1984’.
Kasdan står bag de nye ’Jumanji’-film samt den kommende jule-actionkomedie ’Red One’. Hans projekt i Lego-universet er skrevet af Andrew Mogel og Jarrad Paul, som også, sammen med Nicholas Stoller, stod bag manuskriptet til Jim Carrey-komedien ’Yes Man’.
Joe Cornishs film skrives lige nu om efter et tidligere udkast fra Heather Anne Campbell.
Warner Bros. ejer rettighederne og har tidligere stået for ’The Lego Movie’-filmene, ’Lego Batman’-filmen og ’Lego Ninjago’-filmen, men Universal, som har en kontrakt om at lave Lego-film mellem 2020 og 2025, kommer altså nu med deres indspark til genren.
Historien melder dog ikke noget om, hvordan i alverden Lego-formatet kommer til at fungere i live-action. Indtil nu har filmene mere oplagt taget udgangspunkt i CGI-stop-motion.
Det vides endnu ikke, hvornår man kan se de nye Lego-film.