For næsten præcis et år siden blev den udskældte superheltefilmfranchise DC Extended Universe – baseret på de elskede DC Comics – endegyldigt lagt i graven med ‘Aquaman and the Lost Kingdom’, der havde Jason Momoa i front.
I fremtiden vender Momoa imidlertid tilbage til DC-universet i (mindst) en ny film. Og her er ikke taget om en genoplivning af Aquaman. Det skriver Deadline.
Momoa skal således spille karakteren Lobo i den kommende film ‘Supergirl: Woman of Tomorrow’, der har Milly Alcock i hovedrollen som Kara Zor-El alias Supergirl.
Filmen går i optagelse til januar og er instrueret af Craig Gillespie, der ikke tidligere har beskæftiget sig med superheltefilm. Han har blandt andet stået bag ‘I, Tonya’, ‘Lars and the Real Girl’, ‘Pam & Tommy’ og sidste års ‘Dumb Money’.
Antihelten Lobo er i DC-tegneserierne et rumvæsen fra planeten Czarnia, der arbejder som lejemorder og dusørjæger.
Momoa har selv annonceret nyheden i et Instagram-opslag med et screenshot fra et tidligere interview. Her forklarer han, at han længe har drømt om at spille karakteren, som altid har været hans tegneseriefavorit.
»Hvis de ringer og spørger, om jeg vil spille ham, er svaret fuck ja«, står der blandt andet i citatet. »De ringede«, lyder det kortfattet i caption.
‘Supergirl’-filmen er del af Warner og DC’s nye superheltefranchise DC Universe, der bliver styret af ‘Guardians of the Galaxy’-instruktør James Gunn og filmproducer Peter Safran.
Det stort anlagte reboot skydes for alvor i gang med ‘Superman’, instrueret af førnævnte Gunn, som får premiere 10. juli 2025.
Herefter følger ‘Supergirl: Woman of Tomorrow’ med premieredatoen 26. juni 2026.