’Aquaman and the Lost Kingdom’: Anden omgang med Jason Momoas vandmand er et jammerligt farvel
Efter 10 år med et bundløst virvar af drama og skandaler, lægges det turbulente DC Extended Universe i graven.
Det hele startede med en knotten (super)mand i luften. Nu slutter det med en skvulpende vandmand i det mørke dyb med ’Aquaman and the Lost Kingdom’, der, DCEU-traditionen tro, slippes fri i biograferne med en pæn mængde skandaler i rygsækken.
Siden James Gunn annoncerede den nye satsning, DC Universe (DCU), har det tilmed været svært at gennemskue, præcis hvilken relevans de resterende DCEU-film (’Shazam!: Fury of the Gods’, ’The Flash’, ’Blue Beetle’ og ’Aquaman and the Lost Kingdom’) skulle have i den store sammenhæng.
Eftersom Warner Brothers Discovery kæmper med en alvorlig gæld (der er såmænd rygter om endnu en merger – denne gang med Paramount), er det ikke utænkeligt, at det for studiet har handlet om at hente lidt af den tabte fortjeneste ind på filmene.
Det kræver trods alt en del skejser at bygge et nyt cinematisk univers op fra bunden.
De tre foregående film var alle finansielle bundskrabere – kun ’Blue Beetle’ var en reel fornøjelse, der borgede for en vis kvalitet – og mens ’Aquaman and the Lost Kingdom’ måske kan presse lidt penge ud af et gavmildt biografpublikum i julemåneden, er filmen selv endt som det rene nonsens.
Efter Arthur Curry aka Aquaman besejrede sin onde brormand, Orm (Patrick Wilson), i første ombæring, bestrider han nu et dobbeltjob, hvor han både hersker over undervandsriget Atlantis og agerer nybagt far for sønnen Arthur Junior.
Begge jobs er krævende på hver deres måde. Han må slås med et fodslæbende bureaukrati som konge for Atlantis, mens den står på bleskift og lodrette tisstråler i munden, når junior skal passes. Superhelte er ikke immune overfor stress, må vi forstå.
Arthurs to verdener trues på ny, da piraten David Kane/Black Manta (Yahya Abdul-Mateen II), der bebrejder Arthur for sin fars død, finder en ældgammel trefork, som giver ham kræfter, der kan måle sig med Arthurs.
Kane bliver også besat af en ond ånd (stakkels Pilou Asbæk, der er gemt væk bag flere lag CGI og forvrænget stemme), som sidder fanget under Antarktis – og som meget gerne vil have Kane til (jeps …) at fremskynde den globale opvarmning, så han kan slippe fri.
For at stoppe Kane og hans nye magtfulde allierede, bryder Arthur broren Orm fri af selvsamme fængsel, som han forviste ham til. Sammen må de se bort fra deres forskelligheder, i håbet om at redde menneskeheden og Atlantis fra den visse undergang.
Det er på en tragikomisk måde ganske passende, at den sidste film i det kuldsejlede DCEU er en så kaotisk og rodet forestilling, som tilfældet er med ’Aquaman and the Lost Kingdom’.
De få lyspunkter kommer af Jason Momoa og Patrick Wilson som Arthur og Orm, hvis knudrede søskendeskab i glimt er troværdigt. Randall Park har også en fin birolle, som er markant større end i etteren, og han står ligeledes for det meste af filmens humor.
David Leslie Johnson-McGoldricks manuskript er tåkrummende pinligt udført, hvor den ene klichédrevne replik erstattes af den anden. »I’m the killer of kings«, udbryder David Kane for eksempel mekanisk undervejs i en kampscene. Og der er mange (!) flere i den dur.
Humoren føles også som en omgang muggent øllebrød. I en scene spiser Orm eksempelvis en kakerlak, da Arthur overbeviser ham om, at det jo er noget, vi gør på landjorden. Ikke ligefrem en lårklasker.
Filmen er propfyldt med de vanligt generiske og grynede computereffekter, som man i 2023 er blevet vant til fra superhelteland (både i Marvel- og DC-regi). De svinedyre effekter forvaltes i filmen på samme måde som hvis et 8-årigt barn havde fået carte blanche til at gå amok i en legetøjsbutik.
Det hele forværres af Amber Heard (i rollen som Arthurs kone Mera), der bevidst parkeres på sidelinjen i størstedelen af filmen, dog uden at være klippet helt ud. Hun dukker op i momenter – naturligvis i en ekstremt nedringet og tætsiddende dragt – hvor hun står for et par forcerede girl power-øjeblikke, der føles endnu mere cringe med tanke på, at Warner angiveligt forsøgte at fyre hende forinden.
’Aquaman and the Lost Kingdom’er en uoriginal affære, der lader sig inspirere … nej, låner … okay, stjæler fra film som ’Star Wars’ og ’Thor’. For eksempel møder vi en piratkonge på et undervandsdiskotek, der minder lidt for meget om Jabba the Hutt.
Det føles aldrig som at se en James Wan-film, og instruktørens tæft for horror bliver aldrig udnyttet. I stedet forekommer filmen som et sært misfoster, der har været igennem klipperummet adskillige gange. Det er det forvrøvlede plot om fremskyndet global opvarmning også et sørgeligt bevis på.
Men nu er det hele gudskelov slut. Nøglerne til DC-heltene kan overleveres til James Gunn, der forhåbentlig kan skabe et bedre og mere sammenhængende cinematisk univers end DCEU.
Kort sagt:
Med ’Aquaman and the Lost Kingdom’ får DC Extended Universe en jammerlig og kaotisk svanesang, som perfekt matcher franchisens foregående 10 års skandaleombruste stormvejr.