’The Flash’: DC’s turbulensprægede superheltefilm lander med en god og en dårlig nyhed
Der findes selvfølgelig film derude, der kan placeres i samme tumultariske produktionsbås som Andy Muschiettis ’The Flash’.
Endda flere af de beslægtede DCEU-film, hvor alt fra dobbelt op på ’Justice League’ til den kasserede ’Batgirl’ har været sovset ind i kontroverser og skærmydsler på alle leder og kanter.
Men ’The Flash’ har alligevel en så udpræget katastrofehistorik, at den snupper førstepladsen. Udskudte premieredatoer og udskiftninger i forfatterrummet er én side af historien, men først og fremmest peger pilen på hovedrolleindehaveren Ezra Miller, der med kvælertag, tilhold og anholdelser har stået for en god del af eskapaderne.
Eskapader, der gav Warner Bros. en heftig hovedpine, og hvor det bedste scenarie var, at den 200 millioner dyre ’The Flash’ kunne få sin gang i biografen og skrabe en pæn fortjeneste i land. Det krævede imidlertid, at Miller aktivt ville søge professionel hjælp, hvad han endte med at gøre tilbage i august sidste år, hvilket altså har banet vejen for en gedigen biografpremiere.
Havde tidsrejser været mulige i den virkelige verden, kunne man ikke bebrejde de nye DC-bosser James Gunn og Peter Safran, hvis de var hoppet ind i en DeLorean for at gøre en ting eller to om.
Men den gode nyhed er, at ’The Flash’ stik imod alle odds er blevet en overraskende habil og mildt underholdende superheltefilm. Hverken mere eller mindre.
Barry Allen (Ezra Miller) aka The Flash er efter ’Justice League’/’Zack Snyder’s Justice League’ blevet et fuldbyrdet medlem af superhelteteamet af samme navn, hvor han i begyndelsen af ’The Flash’ sammen med Wonder Woman (Gal Gadot) og Batman (Ben Affleck) redder dagen.
Rushet over at være i stand til at beskytte de svage i samfundet bliver dog tynget gevaldigt, eftersom Barrys far er uskyldigt fængslet for mordet på sin kone/Barrys mor, hvilket Barry er opsat på at modbevise.
Derfor er fristelsen også for stærk at modstå, da han finder ud af, at han kan rejse tilbage i tiden for at ændre sin families skæbne. Men det får naturligvis store konsekvenser, og Barry fanges i en ny virkelighed, hvor General Zod (skurken fra ’Man of Steel’ spillet af Michael Shannon) og hans kumpaner invaderer jorden på ny.
Derfor går Barry på jagt efter kompetent hjælp fra denne nye virkelighed, hvor det ikke ligefrem skorter på metamennesker. Sammen med en anden version af The Flash, Supergirl og Batman (glædeligt comeback til Michael Keaton) må han forsøge at bekæmpe Zod og samtidig rette op på de skader, han har forårsaget på universet.
’The Flash’ er, hvad man måske bedst kan beskrive som en underholdende rodebunke, og så er den samtidig også et vidne om, at James Gunn formentlig havde fået en anelse for meget sukker den dag, hvor han kaldte den for »en af de bedste superheltefilm nogensinde«.
Det er den så langt fra (en anden juni-film kandiderer til gengæld til den titel). ’The Flash’ er blandt andet præget af den samme ucharmerende CGI, der har været et af kendetegnene i DCEU-filmene, og enkelte steder er det så grelt lavet (ikke langt fra ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’-niveau), at det kan være svært forstå, at hvor de 200 millioner er røget hen.
I så fald må der have været brugt nogle skejser på dyre reshoots eller lønninger til castet. Når Michael Keaton til sidst må forklare logikken bag multiverset (fordi DC også vil være med på Marvel-moden!) ved hjælp af rekvisitter som spaghetti, var tegnebogen formentlig ved at være tom.
Historien ender også med at være et lidt forplumret miskmask af ’Man of Steel’ og ’The Flash’s egen historie. Det er i filmens første halvdel, at underholdningsværdien er på sit højeste.
Når filmen når sit halvskuffende klimaks, der nok engang er omsluttet af adskillige lag digitale effekter, ender det hele på en flad node, hvor selv ikke (endnu) en overraskende Batman-cameo kan trække filmen op på andet end en meh-følelse.
Sasha Calle er dog glimrende castet som Kara Zor-El/Supergirl og oser af overbevisende power, mens veloplagte Michael Keaton stjæler hver en scene, han medvirker i som Batman.
Miller gør det også fint som begge versioner af Barry, og en figur, der i de tidligere DCEU-film var hæmmet af overspil, får mere kød på i denne omgang.
Kort sagt:
Ser man bort fra et bøvlet CGI-tungt udtryk og en historie, der tydeligvis har været gennem en del forskellige bearbejdninger, kan man sagtens hygge sig fint med ’The Flash’s uforpligtende humor, tomme kalorier og fanservice. Men forvent ikke det mesterværk, James Gunn havde stillet forhåbninger om.