‘Shazam – Fury of the Gods’: DC’s nye superheltefilm er bedst i rulleteksterne
‘Shazam: Fury of the Gods’ er en fantastisk film. Den er sjov. Den er håndgribelig. Den går lige til sagen. Der er ikke for mange karakterer. Og scenen er perfekt eksekveret.
Nå ja, og så er der også lige de cirka 120 undervældende minutter, der leder op til denne end-credit-scene.
Det var svært at få armene ned over den gode nyhed om, at James Gunn skulle være den nye kurator for DC-universet. Og det er endnu sværere nu, hvor jeg har været vidne til Shazam-opfølgeren ’Fury of the Gods’, hvis indiskutabelt stærkeste øjeblik er den kortvarige sekvens, der bliver vist, efter selve filmen er slut.
For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en tilføjelse, der er blevet både skrevet og filmet i kølvandet på regimeskiftet.
Resten af filmen er ikke noget at skrive hjem om.
Sidste gang vi mødte superhelteknægten Shazam, aka Billy Batson, var i 2019, da han bekæmpede Mark Strongs Dr. Sivana, et opgør, der endte, da Batson og hans seks supersøskende reddede dagen og knækkede en magisk stav. Men det skulle de aldrig have gjort, for det viser sig åbenbart, at den magiske stav var en form for lås, der holdt de ret så hævngerrige Daughters of Atlas (de titulære furiøse guder) indespærret.
Nu er de altså sluppet fri og har et udestående med Shazam og co., der ikke som sådan varsler godt for resten af Philadelphia.
Der er enormt mange ting, der irriterer mig ved ’Shazam: Fury of the Gods’. Værst er ikke de tonstunge computergenerede billeder, der kunne konkurrere med de fleste Zack Snyder-film, ej heller den forcerede humor, det prosaiske plot eller de dødkedelige, papirtynde hovedpersoner (som ikke engang Dame Helen Mirren kan råde bod på).
Det værste ved ’Fury of the Gods’ er, hvor middelmådig den er. For havde den i det mindste taget nogle chancer og fejlet, kunne man respektere den for det. Men den tager ingen chancer, og den afprøver intet nyt. Den spiller så sikkert som overhovedet muligt.
Og så nægter den at overholde sine egne love. Det er svært at være mere klar i spyttet end det uden at spoile, så lad mig bare nøjes med at sige, at hvis den her film var et puslespil, så ville den skære sine egne brikker til, imens den lagde dem. Det er iøjefaldende uelegant, hvordan den kan etablere en regel eller en præmis for så kort tid efter selv at bryde eller ignorere den.
Men med alt det sagt er der stadig noget at komme efter i ’Shazam: Fury of the Gods’, også ud over end-credit-scenen). Den har sine øjeblikke, hvor man griner højt. Den har også nogle ret imponerende actionsekvenser – særligt det endelige opgør, der trods CGI-overvægten faktisk rusker op i følelserne. Og Zachary Levi er forholdsvis underholdende, om end han spiller voksenrollen, som om Billy Batson var 10 år gammel i stedet for 15.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at ’Shazam: Fury of the Gods’ nok skal finde et publikum, måske endda et bredt et. Men den er så middle-of-the-road og forudsigelig, at den stærkeste følelse, den frembringer i mig, er en glæde over, at DC-universet endelig er ved at blive overleveret til nye hænder.
Kort sagt:
’Shazam: Fury of the Gods’ er en fin, generisk, forudsigelig og, ja, til tider småmorsom superheltefilm. Den gør lige knap, hvad den skal – underholder – men er glemt i det øjeblik, man træder ud af biografen.