Margot Robbies nøgenscene i ‘The Wolf of Wall Street’ var hendes egen idé

Margot Robbies nøgenscene i ‘The Wolf of Wall Street’ var hendes egen idé
Margot Robbie i 'The Wolf of Wall Street'. (Foto: PR)

Margot Robbie fik sit store Hollywood-gennembrud i Martin Scorseses børshandlerepos ‘The Wolf of Wall Street’ fra 2013. Her spillede hun Naomi Lapaglia, hustruen til Leonardo DiCaprios karakter, Jordan Belfort, og de to skuespillere havde en hel del seksuelt ladede scener sammen.

Nu afslører Robbie, at en scene i filmen, hvor hun optræder nøgen, faktisk var hendes egen idé. Det skriver Deadline.

Scenen markerer begyndelsen på de to karakterers tumultariske forhold og interne magtspil, da Naomi pludselig viser sig helt nøgen foran ham, hvorefter de har sex.

Som gæst i podcasten ‘Talking Pictures’ genfortæller Robbie, at Scorsese inden optagelserne foreslog, at hun kunne være iført en badekåbe i scenen, hvis det gjorde hende mere komfortabel. Men skuespilleren mente, at det gav mere mening at gå planken ud.

»Det er ikke, hvad hun ville gøre i den scene«, forklarer Robbie. »Hele pointen er, at hun kommer ud fuldstændig nøgen – det er det kort, hun spiller«.

I samme interview fortæller hun, at hun under en audition til rollen spontant gav DiCaprio en lussing, da en scene skulle munde ud i et kys.

»Der var dødstille, i hvad der føltes som en evighed, men som nok var tre sekunder«, fortæller hun. »Så brød de bare ud i latter. Leo og Marty grinte så meget, de sagde: ‘Det var fantastisk’. Jeg tænkte: ‘Jeg bliver arresteret. Jeg er ret sikker på, at det var et voldeligt overfald«.

Margot Robbie har tidligere fortalt, at hun overvejede helt at lægge skuespillet på hylden efter ‘The Wolf of Wall Street’, fordi den pludselige berømmelse var så voldsom.

Hun har også forklaret, at hun kun blev tilbudt samme type letpåklædte, seksuelle biroller efter gennembruddet – indtil hun selv banede vejen med sit eget produktionsselskab LuckyChap og filmen ‘I, Tonya’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af