Der har været en voldsom juridisk konflikt i gang mellem de tidligere ‘It Ends with Us’-kollegaer Justin Baldoni og Blake Lively siden december 2024.
Her indgav Lively en juridisk klage over sin instruktør og medspiller for sexchikane og at have orkestreret en smædekampagne mod hende i medierne.
Nu har Justin Baldoni senest sagsøgt Blake Lively og ægtemanden Ryan Reynolds for de påstande de har fremsat mod ham juridisk og i medierne. Han forlanger i et søgsmål på 189 sider 400 millioner dollars i erstatning svarende til cirka 2,9 milliarder danske kroner. Det skriver Indiewire.
Baldoni baserer sit sagsanlæg på, at det er Lively, Reynolds og deres PR-leder Leslie Sloane, der har kørt en smædekampagne mod ham og aktivt prøvet at ødelægge hans ry, fordi hendes eget kom under pres under promoveringen af ‘It Ends with Us’, hvor Lively blev genstand for kritik. Derudover mener Baldonis lejr, at modparten har været i ledtog med hans forhenværende PR-medarbejder Stephanie Jones, der skulle have lækket private beskeder som hævn.
»Det her søgsmål er en juridisk handling baseret på en overvældende mængde uberørt bevismateriale, der detaljerer Blake Lively og hendes holds dobbeltmoralske forsøg på at ødelægge Justin Baldoni, hans hold og deres respektive firmaer ved at udbrede groft redigerede, uunderbyggede, nye og manipulerede informationer til medierne«, udtaler advokaten Bryan Freedman til Indiewire.
En stor del af sagen har sms-dialog som omdrejningspunkt, da Livelys oprindelige klage indeholdt beskeder, hvor Baldonis presseteam diskuterede muligheden for at »begrave« Lively. Disse mener modparten er taget ud af kontekst og de fremviser selv en stor mængde beskeder.
»Det er klart baseret på vores egen fremstående vilje til at give alle hele tekstbeskeder, emails, videooptagelser og andet dokumenterende bevismateriale, der blev delt mellem parterne i realtid, at det her er en kamp hun (Lively, red.) ikke vil vinde og med sikkerhed fortryde«, lyder det videre.
Livelys advokater har reageret på Baldonis klage i The Hollywood Reporter:
»Det her er en oldgammel historie: En kvinde siger fra med konkret bevis på sexchikane og repressalier, og mishandleren forsøger at vende det mod offeret«, lyder udmeldingen, der også beskriver Baldonis metode som »DARVO«, der er forkortelse af et psykologisk begreb: »Deny. Attack. Reverse Victim Offender«.
I december kom Lively med en juridisk klage, der anklagede Baldoni og ‘It Ends with Us’-producer Jamey Heath for sexchikane. Hun mente blandt andet, at de havde vist hende porno, udskammet hende for hendes vægt, gået ind i hendes trailer, mens hun var upåklædt uden tilladelse og en række andre tilfælde.
Derudover indeholdt klagen anklager om, at Justin Baldoni og hans kommunikationsfolk skulle have orkestreret en smædekampagne mod hende i medierne. Livelys klage var centrum for en artikel i The New York Times, der senere fik Justin Baldoni til at anklage mediet for bagvaskelse.
Siden har Justin Baldonis advokat Bryan Freedman anklaget Blake Lively for ikke at have læst ‘It Ends with Us’, samt at hendes partner Ryan Reynolds har parodieret hans person i ‘Deadpool & Wolverine’.
Trods den stormombruste premiere og det juridiske efterspil blev ‘It Ends with Us’ en stor økonomisk succes ved billetlugerne, hvor den på verdensplan har indtjent over 350 millioner dollars, der er mere end 2,5 milliarder danske kroner.