Det blev øjeblikkeligt et af Hollywoods hotteste kommende filmprojekter, da de amerikanske medier kunne rapportere, at ‘Call Me By Your Name’-instruktør Luca Guadagnino skal instruere en ny udgave af ‘American Psycho’, og at Austin Butler skal indtage hovedrollen.
Filmen er dog ikke annonceret fra officielt hold, og nu sår en ikke helt ubetydelig skikkelse tvivl om, hvorvidt projektet bare er en and.
Nemlig forfatteren bag ‘American Psycho’.
Bret Easton Ellis talte således ifølge World of Reel om rygterne i sin podcast, hvor han direkte slår fast, at han tror, det hele er løgn og latin, i hvert fald på nuværende tidspunkt.
»Jeg har en fornemmelse af, at det er fake news. Jeg hørte et sted, fra nogen, at der ikke er nogen kontrakter. Austin Butler har ikke underskrevet noget om at spille Patrick Bateman. Luca har ikke en aftale. Scott Burns, som skulle skrive manuskriptet, har heller ikke en aftale«, siger han og foreslår ud fra »forskellige kilder«, at projektet udelukkende blev luftet, så folkene bag kunne fornemme, hvordan det ville blive modtaget i omverdenen, og om der ville kunne rejses finansiering.
Ellis slår dog fast, at han i hvert fald ikke har noget at gøre med filmatiseringen, der i givet fald vil følge i kølvandet på Christian Bale-udgaven fra 2000.
»Hvis det eksisterer, er jeg ikke involveret, jeg har intet med det at gøre. Jeg får måske nogle penge, hvis de laver det, men jeg er ikke kreativt involveret på noget niveau, og det er alt, jeg ved«, siger han i podcasten.
Til gengæld er det sikkert, at den produktive Guadagnino i år er på vej med ‘After the Hunt’ med Julia Roberts og Andrew Garfield, en film, der står højt på listen over dem, vi glæder os mest til i år.
Vi kårede i 2024 den italienske instruktørs ‘Challengers’ som årets bedste film, mens vi herhjemme stadig venter på premieren på hans opfølger, ‘Queer’ med Daniel Craig.