VENEDIG FILM FESTIVAl. Daniel Craig virker fast besluttet på, at en vis spionrolle ikke skal definere resten af hans karriere.
Tre år efter hans farvelfilm som Agent 007 har han allerede en ny succesrig franchise på cv’et med ‘Knives Out’ og hans rolle som den queer privatdetektiv med den ubestemmelige sydstatsaccent, Benoit Blanc.
Nu går han så hele den homoseksuelle planke ud med en dristig rolle i tjeneste hos en af tidens hotteste artfilm-instruktører, Luca Guagagnino, som efter det brede gennembrud med ‘Call Me By Your Name’ har imponeret med den ækle kannibalromance ‘Bones and All’ og senest den sexede tennistrekantsfilm ‘Challengers’.
Craigs Lee i ‘Queer’ er den slags rolle, der kan redefinere en skuespilkarriere direkte mod prispodierne, og med min uforbeholdne tillid til Guadagninos udsøgte smag var jeg nærmest overbevist om, at ‘Queer’ ville blive den helhjertet overvældende oplevelse, jeg har gået og ventet lidt på under årets Venedig-festival, hvor filmen tirsdag fik premiere.
‘Queer’ er baseret på den amerikanske beat-forfatter William S. Burroughs’ bog af samme navn, mere baseret på hans eget liv, end forfatteren selv ville indrømme (han nægtede selv at være homoseksuel).
Daniel Craig spiller Lee, en skødesløs drikfældig expat, der omgiver sig med andre homoseksuelle amerikanere i start-50’ernes glohede Mexico City. Her tyller han mescal og tequila, mens han går på jagt efter unge fyre og en nat på det lokale bollehotel, og Guadagnino iscenesætter Lees mærkværdige lille boble af et liv med sin sædvanlige sans for farvemættede billeder og en offbeat plotudvikling, hvis retning man ikke helt kan regne ud.
Lee ser sig lun på en ung amerikansk journalist, Allerton, som måske/måske ikke er queer, og man labber glubsk deres kødelige romance i sig, som man altid gør med Guadagninos sanselige cocktail af det grimme og det smukke i udsøgt forening.
Uforudsigeligheden ender dog som en akilleshæl, for fortællingen styrer mod narkomisbrug, hallucinationer og ayahuascatrips i den sydamerikanske jungle, som underminerer ethvert forsøg på at skildre ømheden i forholdet mellem de to mænd. Allerton bliver aldrig andet end et blankt kanvas.
Craig holder langt henad vejen filmen oppe med en præstation, der både er cool og kejtet, og hvor figurens rungende ensomhed lyser ud af øjnene bag fedoraen og det elegante jakkesæt. Han giver den også gas i filmens få, men svedige sexscener, der især forekommer i fortællingens stærke første halvdel.
Men ikke engang den 56-årige brite kan holde filmens egen tomhed eller tomgang væk, som spilletiden skrider frem, og man skal vist være mere end almindeligt interesseret i Burroughs og beat-forfatternes eksperimenter med sex og stoffer for at finde ‘Queer’ sådan rigtigt spændende helt frem til målstregen.
Enkelte buede ved visningen for pressen – hårdt, men et vidne om, at filmen vil dele vandene.
Daniel Craig var selvfølgelig selv i Venedig til verdenspremieren, og han fortalte, at han allerede for 20 år siden havde talt med Guadagnino om at lave noget sammen. Film som ‘Queer’ er akkurat den type projekter, han leder efter, forklarede han, fordi den både er udfordrende og seværdig. Guadagnino berettede, at han ikke troede, Craig ville sige ja – men det gjorde han på stedet.
Jeg spår ingen sikker Oscar-rute til Craig i denne omgang, men han sender et tydeligt signal til alle tidens store filmkunstnere uden for mainstreamen om, at han er open for business.
Til pressekonferencen blev Craig spurgt, om han tror, der nogensinde kan komme en homoseksuel James Bond. Helt slipper han nok aldrig fra glansrollen.
Han smilede og rystede lidt på hovedet, mens han lod sin instruktør svare på spørgsmålet:
»Venner, lad os være voksne i rummet et øjeblik. Der er ingen vej uden om det faktum, at ingen nogensinde kommer til at kende James Bonds længsler. Punktum«.