George Clooney gider ikke lave flere romantiske film

George Clooney gider ikke lave flere romantiske film
George Clooney. (Foto: Kayla Oaddams/FilmMagic)

George Clooney er færdig med at lave romantiske film. Det fortæller Hollywood-stjernen i et interview med ’60 Minutes’, skriver Deadline.

Årsagen er skuespillerens fremskredne alder.

»Hør her, jeg er 63 år gammel«, siger Clooney. »Jeg vil ikke prøve at konkurrere med 25-årige leading men. Det er ikke mit job. Jeg laver ikke romantiske film længere«.

Romantiske film har i forvejen ikke ligefrem domineret Clooneys filmkarriere, som snarere kendes for thrillere som ‘Michael Clayton’, ‘Syriana’ og ‘The Ides of March’, actionbaskere som ‘Ocean’s Eleven’, alvorsfulde dramaer som ‘The Descendants’ og skæve komedier af særligt Coen-brødrene.

I 2022 gjorde han en undtagelse med den romantiske komedie ‘Ticket to Paradise’ over for Julia Roberts. Før det kan nævnes Coen-brødrenes ‘Intolerable Cruelty’ fra 2003 og Michael Hoffmans ‘One Fine Day’ fra 1996.

Interviewet med ’60 Minutes’ sker i anledning af den aktuelle Broadway-premiere på teaterversionen af ‘Good Night, and Good Luck’ fra 2005, som Clooney både instruerede, skrev og spillede en birolle i.

I den nye udgave indtager Clooney hovedrollen som journalist Edward R. Murrow – en rolle, han ikke mente, han havde alderen til at spille for 20 år siden, hvorfor den gik til David Strathairn.

»Murrow havde en tyngde over sig, som jeg i en alder af 42 år ikke havde – det var jeg ikke i stand til at udstråle«, forklarer Clooney, som nu står over for sin Broadway-debut.

På filmfronten indtog han senest en hovedrolle over for Brad Pitt i Jon Watts’ ‘Wolfs’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af