’Wolfs’: Blev denne film bikset sammen, fordi Brad Pitt og George Clooney pludselig havde et hul i kalenderen?
Når noget går i drabelig hårdknude, ringer man til en oprydder. I ‘Pulp Fiction’ er det Winston Wolf AKA The Wolf (Harvey Keitel). I ’Nikita’ er det Viktor (Jean Reno).
’Wolfs’ lægger ud med en topsagfører (Amy Ryan), der også får brug for en oprydder. Hun står på et kæmpemæssigt Manhattan-hotelværelse med liget af en ung mand, der er snublet ekstremt uheldigt og nu ligger død på gulvet.
Hun ringer til et nummer, hun har fået betroet til den slags bloddryppende ups-situationer. Ikke lang tid efter banker det sagte på hoteldøren, og en oprydder står klar til at få problemet til at forsvinde.
Han bliver spillet af George Clooney, der som få andre kan udstråle en særlig form for træt, afdæmpet professionalisme. Den gamle dreng er blevet endnu ældre og har fået et misbilligende gammelmandsudtryk. Men hans særstatus som oprydder bliver pludselig udfordret, da der som en trold af en æske står en anden, også unavngiven oprydder (Brad Pitt) i døren, endnu en aldrende sortklædt freelancer, som skåret af den samme skrædder.
De kigger først hinanden vantro an, men bliver tvunget til at samarbejde om at få liget af vejen. Og situationen bliver hurtigt ekstra tricky, da der også ligger et par tykke stænger fulde af narko på hotelværelset. Mon ikke der er nogle ubehagelige aktører, som ønsker stofferne retur?
Ideen om den ensomme, kompetente skyggekriger, der pludselig må forholde sig til en uforskammet kollega, der second-guesser hans arbejdsmetoder, er glimrende på papiret.
Jeg synes dog ikke, at filmen får nok ud af dette komiske potentiale, selvom begge d’herrer kan trække på deres velafprøvede karisma. Og gør det. Der er desværre langt fra den luksuriøse overskudsfornemmelse, der prægede ’Ocean’-filmene, hvor vi også i flere tilfælde havde de to megastjerner forrest ved roret.
Her virker det som om, man har fundet på en film i en fart, fordi begge stjerner havde et heldigt sammenfald i deres kalender.
I begyndelsen mundhugges de to som et par gnavne hunde. Men selvfølgelig bliver bromancen tyk, mens filmhistoriske referencer fyger. Filmens epilog foregår med morgenmad på en diner som taget ud af ’Pulp Fiction’, indtil slutscenariet pludselig kaster hilsner helt tilbage til’ Butch Cassidy and the Sundance Kid’.
Zlatko Buric laver en Zlatko Buric ™ som kroatisk godfather, der er i gang med at fejre sin datters bryllup, og sekvensen, hvor vores to ensomme ulve bliver involveret i en kroatisk kædedans er ganske prisværdig. »You are not wolves, you are buddies«, råber en vred kroatisk gangster med ægte forargelse, inden han åbner ild, et par scener efter. Og det vel hele filmens hyggelige pointe.
Nå ja, ungersvenden på hotelværelset viser sig at være lyslevende. Ingen af profferne har taget hans puls. Sådan noget kan lande mellem to stole, når man pludselig er tosom frem for ensom.
Det er derfor heldigt nok, at George Clooneys karakter smugler ham ud i bilens bagagerum frem for at hælde syre ud over ham i badekarret, som vist var modus operandi i ’Nikita’. Der er en ganske bizar jagtscene, hvor knægten stikker af kun iført hvide underhylere og tennissokker, og de to garvede gutter må jagte ham gennem Chinatown, som besad han superkræfter (Jon Watts er trods alt også bedst kendt som ’Spider-Man’-instruktør).
Teknikaliteten omkring det levende lig er en minimal spoiler, for vi er nødt til også at komme omkring ’Euphoria’-stjernen Austin Abrams som troskyldig collegekid. Nogle finder, han redder filmen. Jeg synes, han bliver enerverende selskab på samme måde som Joe Pesci i de sene ’Lethal Weapon’-film. Jeg sidder hurtigt og ønsker mig tosomheden tilbage.
Ret skal være ret: Det er lidt morsomt, når der næsten opstår far-mor-og-barn i foretagendet, og Brad Pitts karakter beder drengen om tygge sin burger med munden lukket. Men filmens unge karakter er for inkonsistent skrevet. Han afleverer frygtløst narko til østeuropæiske gangstas det ene øjeblik. I næste scene sover han i subwayen og krammer den turkis mini-enhjørning, der er hægtet til hans skoletaske.
Så drengen, filmens karakterer først antog for en prostitueret narkokurer, er i virkeligheden ni år gammel? Det hænger ikke sammen for mig. Ikke engang i en actionkomedie med tungen i kinden.
Kort sagt:
Der er helt som forventet en del karisma og bromance i ’Wolfs’. Men der er også et komediepotentiale, der aldrig bliver tilstrækkeligt indfriet, såvel som en ret belastende bifigur, man ville ønske forblev låst ned i bagagerummet, hvor han tilbringer filmens første del.