Jacob Elordi fortsætter sin raketkarriere i år, hvor han har hovedrollen i Justin Kurzel’s serieudgave af Richard Flanagans prisvindende roman ‘The Narrow Road to the Deep North’, der netop har fået sin første trailer.
Elordi stryger her mod de hjemlige australske himmelstrøg, hvor han spiller den unge læge Dorrigo Evans fra Tasmanien, der melder sig i hæren, da Australien tilslutter sig kampen mod aksemagterne i Anden Verdenskrig.
Evans regiment bliver fangetaget og sat i arbejdslejre, hvor de skal konstruere Thailand-Burma-jernbanen (også kendt som Dødens jernbane), som filmkyndige vil kende fra David Leans storfilm ‘The Bridge on the River Kwai’.
Se traileren her:
Miniserien fortælles gennem flashbacks, hvor Ciarán Hinds spiller den ældre Evans, der både bliver hjemsøgt af arbejdslejrens rædsler og af sin affære med sin onkels kone, spillet af Odessa Young.
De første to afsnit fik premiere ved årets Berlin Film Festival og fik rosende ord med på vejen.
Australske Justin Kurzel var tidligere på året aktuel med den vellykkede thriller ‘The Order’.
‘The Narrow Road to the Deep North’ udkommer på Prime Video i Australien og USA 18. april, og det gælder forhåbentligt også herhjemme.