Lars von Triers fire børn tog imod farens ærespris med to ægte Trier’ske bemærkninger

Lars von Triers fire børn tog imod farens ærespris med to ægte Trier’ske bemærkninger
To af Lars von Triers børn, Ludvig og Selma. (Foto: Lasse Lagoni)

Det var et rørende øjeblik, da Danmarks måske største instruktør gennem tiden, Lars von Trier, modtog Æres-Prisen ved lørdagens store Bodil-fest.

Flere af instruktørens mangeårige samarbejdspartnere, herunder skuespillerne Sofie Gråbøl, Anne Louise Hassing og Jens Albinus, fortalte sjovt og bevægende om deres arbejde med instruktøren, der har været den centrale skikkelse i dansk film siden debuten med ‘Forbrydelsens element’ i 1985.

Instruktøren var dog ikke selv til stede for at modtage prisen, som uddeles af de danske filmkritikere. Trier lider af Parkinsons og er delvist tilknyttet et plejecenter og var ikke i stand til at være på scenen i Folketeatret.

I stedet var det hans fire børn, Selma, Agnes, Ludvig og Benjamin, der tog imod statuetten for ham, og de havde en hilsen med fra faren, som var så karakteristisk drilsk, at den kun kunne komme fra Lars von Trier.

»Jeg skulle bare hilse fra Lars og sige: Det var fandme på tide«, lød det fra sønnen Benjamin, mens datteren Selma Sunniva supplerede med, at Trier var glad for, at de andre Bodil’er »har nogen at spille bordtennis med«.

Lars von Triers fire børn på scenen under Bodil-festen. (Foto: Lasse Lagoni)

Den sidste kommentar kom med henvisning til, at Lars von Trier for sine film har modtaget hele syv Bodil-statuetter gennem tiden, og at den ikoniske statuette står med et spejl, der godt kunne forveksles med et bordtennisbat.

68-årige Triers seneste film var ‘The House That Jack Built’ fra 2018, og det har været et åbent spørgsmål om den og hans tv-serie ‘Riget: Exodus’ ville blive de sidste værker.

Det blev dog for nyligt slået fast, at manden bag mesterværker som ‘Breaking the Waves’, ‘Idioterne’, ‘Dancer in the Dark’ og ‘Dogville’ arbejder på en ny film med titlen ‘After’, som handler om døden.

»’After’ har hele tiden været designet til at kunne laves ud fra hans fysiske tilstand. Lars har altid brugt begrænsninger til noget kreativt, og nu er det så hans egen fysiske begrænsning, han indfletter i det kreative«, har hans mangeårige producer Peter Aalbæk Jensen fortalt til Filmmagasinet Ekko om den kommende film.

I motivationstalen fra Danske Filmkritikere, der uddeler Bodilprisen, lød begrundelsen for at uddele Æres-Prisen til Trier, blandt andet:

»Som en fuldstændig uforudsigelig og paradoksramt anarkist har han dyrket benspænd og dogmer og vist, at regler ikke kun tager kvælertag på kreativiteten. Som skiftevis medieskræmt og pressedrillende skandalemagnet har han fået pr-folks og sikkert også hårdt prøvede produceres verden til at gå under. I hvert fald for et øjeblik. Men tilbage står filmene. De er den sten i skoen, som alle burde ønske sig i dåbsgave«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af