De danske filmfans bliver en spillefilmsfestivel rigere, når Odense blænder op for OFFSpring senere på foråret.
Her følges den internationale kortfilmsfestivale OFF nu op med et program fyldt med film i fuld længde, hvor unge og nye talenter samt debuterende filmstemmer er i centrum.
I år kan man i festivalens hovedkonkurrence finde flere af 2025’s ventede danske titler.: Queer-kærlighedsfilmen ‘Sauna’, der fik premiere på Sundance-festivalen, den kommende bandethriller ‘Hele vejen’ af Jahfar Muataz samt ‘Bridgend’-instruktør Jeppe Røndes familiedrama fra den jyske vestkyst, ‘Kærlighedens gerninger’. Derudover vises Jesper Quistgaards debut ‘Sønnike’ samt bandfortællingen ‘Better Day’ fra instruktør Mads Erichsen.
Sylvia Le Fanus biografaktuelle ‘Min evige sommer’ og titler fra sidste år som Jonas Risvigs ‘Kontra’ og ‘Madame Ida’ af Jacob Møller er også del af hovedkonkurrencen.
Udover dedikationen til dansk films vækstlag finder man et internationalt program med fem udenlandske titler af den smallere slags. Det drejer sig om det georgiske abortdrama ‘April’, som vandt juryens særlige pris ved filmfestivalen i Venedig, den franske tyrefægtningshorror ‘Animale’, den canadiske komedie ‘Universal Language’, den indiske kriminalthriller ‘Santosh og det italienske komediedrama ‘Vi har stadig i morgen’.
OFFSpring løber af stablen 3.-12. april. Det fulde program kan man se på festivalens hjemmeside.