‘Adolescence’ er på rekordtid blevet en af Netflix’ mest sete serier nogensinde

‘Adolescence’ er på rekordtid blevet en af Netflix’ mest sete serier nogensinde
'Adolescence'. (Foto: Netflix)

Man må have været på silent retreat uden netadgang den seneste måned, hvis man ikke har hørt om ‘Adolescence’.

Netflix-serien om en teenagedreng, der bliver anholdt for mordet på en jævnaldrende pige, har været på alles læber, fra danske seere til den britiske premierminister.

Og på blot tre uger har Jack Thorne, Philip Barantini og Stephen Grahams serie klemt sig ind på top 10 over de mest sete engelsksprogede Netflix-serier nogensinde.

‘Adolescence’ indtager niendepladsen, efter den er blevet set intet mindre end 96,7 millioner gange. Netflix har lige over 300 millioner abonnenter.

Over den britiske serie finder man ‘Wednesday’, ‘Stranger Things’ sæson 4, ‘Dahmer’-serien, ‘Bridgerton’ sæson 1 og 3, ‘The Queen’s Gambit’, ‘The Night Agent’ sæson 1 og ‘Fool Me Once’.

‘Adolescence’ har klemt sig ind foran ‘Stranger Things’ sæson 3, der dog – skal det siges – kom ud for fem år siden, hvor Netflix havde væsentligt færre abonnenter.

Der er fem ikke-engelsksprogede Netflix-sæsoner, der er blevet set mere end ‘Adolescence’, nemlig ‘Squid Game’ sæson 1 og 2, ‘Papirhuset’ del 4 og 5 og ‘Lupin’ del 1.

Men ‘Adolescence’ er jo langt fra færdig med at blive konsumeret, og der er næppe nogen tvivl om, at den vil kravle længere op ad listen de næste uger.

Præstationen er desto mere imponerende, da der er tale en hård, alvorlig og kunstnerisk kompromisløs serie. De fleste af de mest populære serier bevæger sig i genre-territorium.

‘Squid Game’ sæson 1 er stadig den mest sete Netflix-serie nogensinde med svimlende 265,2 millioner views, skarpt forfulgt af ‘Wednesday’ med 252,1 millioner.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af